Kørte cyklist ned og flygtede: Har du set knallerten?
En 41 årig kvinde blev kørt ned af en knallert.
Politiet efterlyser to mænd på en knallert, der forsvandt efter at have kørt en cyklist ned i Nørresundby onsdag formiddag.
Kort før klokken 11 onsdag blev en 41-årig kvinde kørt ned af en knallert. Ulykken skete for enden af Søndre Kongevej ved Viadukten under motorvejstilkørslen i Nørresundby. Kvinden blev væltet om på asfalten og var derefter bevidstløs. Hendes tilstand er endnu ukendt.
Der var tilsyneladende to mænd på knallerten, da ulykken skete. De tog flugten uden at give sig til kende eller sørge for, at der blev tilkaldt en ambulance.
Politiet efterlyser derfor nu knallerten med de to mænd. Knallerten og personerne kan ikke beskrives nærmere på nuværende tidspunkt. Men politiet vil gerne i kontakt med vidner, som har set en knallert på stedet eller i nærheden omkring uheldstidspunktet.
Der arbejdes i skrivende stund på stedet. Der er en afspærring, og en bilinspektør skal nu undersøge stedet.
Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.