Kommune vil have anklage om overvågning af ansatte undersøgt til bunds
Flere medlemmer af byrådet i Aalborg Kommune har modtaget et anonymt brev, hvor forvaltning beskyldes for at have overvåget ansatte. Nu skal Kommunernes Landsforening undersøge sagen for kommunen.
Det vakte opsigt, da en af Aalborg Kommunes rådmænd i sidste uge offentliggjorde et anonymt brev, han havde modtaget i sin postkassen.
Brevets afsendere er medarbejdere i den tidligere Familie- og Beskæftigelsesforvaltning, der i dag hedder Job og Velfærd. I brevet fortæller de anonyme afsendere om, hvordan de mener, de er blevet overvåget af forvaltningens IT-ledelse.
Det var Kristoffer Hjort Storm (DF), som er rådmand for Senior og Omsorg, der offentliggjorde det anonyme brev på Facebook i et forsøg på at finde frem til afsenderne.
- Idet de ikke har villet stå frem overfor forvaltningen, fordi de frygter konsekvenserne, så vil jeg hellere sige, kom til mig som byrådsmedlem. Så kan jeg se, om det er en sag, jeg vil gå ind i, sagde Kristoffer Hjort Storm om baggrund for at offentliggøre brevet.
Ønsker uvildig undersøgelse
Nu har Aalborg Kommune så henvendt sig til Kommunernes Landsforening (KL) for at få sagen undersøgt til bunds. Aalborg Kommune ønsker ikke, at der kan sås tvivl om undersøgelsens uvildighed, og derfor mener de, at der er behov for en ekstern undersøgelse.
- Vi tager denne sag meget alvorligt, og jeg har i dag besluttet, at vi vil rette henvendelse til KL for at bede dem stå som tovholder for en uvildig undersøgelse af de spørgsmål og udsagn, der er kommet frem i de anonyme breve, siger Arne Lund Kristensen, der er direktør for Job og Velfærd.
- Vi vil bede KL være tovholder på hele processen og give et bud på et koncept for, hvordan undersøgelsen kan gennemføres, siger han.
Ønsker whistleblower-ordning
Medarbejderne skriver i det anonyme brev, at de opdagede den mulige overvågning, fordi ledere fra IT-afdelingen pludselig kunne referere fortrolige samtaler mellem ansatte. Derfor gætter de på, at overvågningen er sket gennem computere og anden teknologi.
Aalborg Kommune ønsker, at KL overvejer at lave en model for, hvordan tidligere medarbejdere kan henvende sig, hvis de har konkret viden om, at der har fundet overvågning sted.
- Jeg vil gerne understrege, at vi i forvaltningen er åbne overfor alt, der kan få denne sag belyst grundigt, og jeg vil opfordre alle, der har yderligere vinkler til nu at få dem spillet ind til den uvildige undersøgelse, siger Arne Lund Kristensen.
Se indslag om sagen her: