Kommune skovler penge ind fra bilister - og nu hæves prisen
Foto: Martin Bekhøi
Alle bilister i Aalborg Midtby skal til at have flere penge op ad lommerne. Det gælder også ejere af elbiler, der indtil nu har kunnet få gratis årskort og p-licens.
Aalborg Kommune er blandt de kommuner, der tjener bedst på offentlig parkering - men nu hæves prisen for parkering i Aalborg Midtby.
Timetaksten er nemlig hævet med en krone, så parkering koster 17 kroner i timen i rød zone, 10 kroner i gul zone og otte kroner i grøn zone.
Samtidig er parkeringspladserne ved Sauers Plads og Sømandshjemmet nu skiftet fra at være i grøn til at være i gul takstzone.
FAKTA
Taksterne stiger også for års- og månedskort.
Et månedskort er steget med 100 kroner og koster nu 500 kroner.
Et årskort er steget fra 4000 kroner til 5000 kroner.
Og en p-licens til dem, der bor i byen, koster nu 2500 kroner.
Men en krone ekstra i timen er ikke småpenge. Aalborg Kommune er i forvejen en af de fire kommuner i landet, der tjener bedst på offentlig parkering, viser tal fra FDM.
Sidste år tjente kommunen hele 39 millioner kroner på det. Kun København, Aarhus og Frederiksberg Kommuner tjener bedre på offentlig parkering.
Fordele til elbiler afskaffes
Til gengæld kan bilister, der ofte færdes i Aalborg Centrum se frem til et gode.
Dem der har års- og månedskort kan nemlig fremover få lov til at parkere i både gul og grøn zone, hvor det førhen blot var grøn. Det betyder, at de nu må parkere på Aabos Plads.
Dertil kommer det, at der er nye regler for el- og hybridbiler. Indtil nu har man kunnet få gratis årskort eller p-licens til bilerne i Aalborg, men sådan forholder det sig ikke mere.
De skal fremover betale det samme som andre bilister.