Kolonihaveejere ånder lettet op: Det blev ikke skybrud
Når himlen åbnes, og det står ned i stænger, går det hårdt ud over kolonihaveejere. Derfor var de bekymrede for dagens vejr, men det blev heldigvis ikke ligeså slemt som spået.
DMI varslede i eftermiddag risiko for torden og skybrud over Aalborg - og det er meldinger, som giver kolonihavefolket dybe panderynker.
For det er et tilbagevendende problem, at de nordjyske kolonihaver står under vand efter et stort regnskyl.
Måling fra DMI
Ifølge DMI er der skybrud, når der kommer 15 mm regn på 30 minutter.
Ifølge DMI's seneste måling fra Flyvestation Ålborg, er der det seneste døgn faldet 8,6 mm nedbør i det nordjyske.
DMI udsendte her til morgen et varsel om skybrud som gælder fra klokken 13-19 i hele Nordjylland.
Midt i dagens regn var TV2 Nord forbi Inger Kløjgaard, den nordjyske formand for kolonihaveforbundet.
- Her for, det er nok 5-6 uger siden, der var der så meget vand, at min have stod under vand, og det plejer den altså aldrig at gøre. Jeg kunne ikke engang træde udenfor i et par sko.
Og hun ved, hvad hun snakker om. Hun har været formand for forbundt i mere end tredive år og for bare et halvt år siden udtalte hun til TV2 Nord, at det havde været det værste år med regn, hun kunne mindes i alle de år, hun har haft kolonihave.
Man kan ingenting gøre
- Jeg vil meget gerne være fri for det.
Sådan lyder det fra Frank Larsen, der er kolonihaveejer i Haveforeningen Ålykke i Aalborg. Han har ikke høje tanker om dagens vejrudsigt, og venter bekymret at regnen falder.
- Det er forfærdeligt, for det hele er oversvømmet så, og det er meget træls. Man kan ingenting gøre, siger han.
I haven har han lagt dræn for at komme de første mængder af vand i forkøbet, og resten må han fjerne med en vandpumpe.
Heldigvis blev regnen denne søndag eftermiddag ikke så slem, som både DMI og Frank Larsen havde frygtet.