Kolleger siger nej til politiker-ønske om at flytte møder
Forretningsudvalget i regionsrådet har ikke imødekommet Kristoffer Hjort Storms ønske om at rykke en række møder, så de passer bedre ind i hans kalender.
Regionsrådets forretningsudvalg vil ikke hjælpe nyvalgt rådmand og regionsrådsmedlem Kristoffer Hjort Storm (DF) ud af hans kalendermæssige kattepine. Det kunne desværre ikke lade sig gøre, siger den nytiltrådte regionsrådsformand Mads Duedahl (V).
Rådmand og regionsrådsmedlem Kristoffer Hjort Storm fra Dansk Folkeparti får ingen hjælp fra sine kolleger i regionsrådets forretningsudvalg til at kunne passe sine politiske møder.
På sit møde mandag afslog regionsrådets forretningsudvalg ønsket fra DF-politikeren om at flytte de 22 planlagte møder i det kommende år i forretningsudvalget. Møderne har hidtil været holdt mandage klokken ni - og det skal de fortsat gøre, fastslog forretningsudvalget.
Kristoffer Hjort Storm havde ønsket møderne flyttet til klokken 13 om mandagen.
Det skyldes, at han efter valget i november ikke alene blev regionsrådsmedlem, men også sikrede sig en rådmandspost i Aalborg.
Mange af de andre medlemmer i forretningsudvalget har andre gøremål, som er passet til efter, at møderne holdes klokken ni, og det må man selvfølgelig også have respekt for.
Mads Duedahl, formand for regionsrådet
Rådmændene i Aalborg har en lige så fast tradition for at mødes på samme tid som regionsrådets forretningsudvalg - og da 14 af de 22 planlagte møder i forretningsudvalget holdes samme mandage, som Aalborg byråds økonomiudvalg mødes, ville Kristoffer Hjort Storm 14 gange være nødt til at vælge mellem de to møder.
- Vi har loyalt behandlet Kristoffers opfordring om at flytte møderne, men det var der desværre ikke stemning for. Jeg vil som formand gøre, hvad der er muligt for at sikre de bedst mulige arbejdsvilkår for de folkevalgte. Men på mødet stod det klart, at mange af de andre medlemmer i forretningsudvalget har andre gøremål, som er passet til efter, at møderne holdes klokken ni, og det må man selvfølgelig også have respekt for, siger den ny formand for regionsrådet, Mads Duedahl (V).
Han er "ærgerlig" på Kristoffers vegne, men "det kunne desværre ikke lade sig gøre at opfylde ønsket", lyder det fra formanden.
Andre kolleger var mere heldige
Selv deltog Kristoffer Hjort Storm (DF) ikke i forretningsudvalgets møde, hvor de 14 andre medlemmer drøftede sagen. Han sad nemlig samtidig til det første møde i valgperioden i økonomiudvalget i Aalborg.
Andre regionsrådsmedlemmer var mere heldige. Forretningsudvalget enedes nemlig om at flytte møderne i det samlede regionsråd fra tirsdag til mandag, hvilket giver de to folketingsmedlemmer Per Larsen (K) og Anne Honoré Østergaard (V), der også sidder i regionsrådet, mulighed for at deltage, fordi tinget i reglen har mødefri om mandagen.
Flytningen til mandag klokken 13 af regionsrådsmøderne betyder til gengæld, at de nogle gange ville blive holdt samme dag, som der klokken 16 er byrådsmøde i Aalborg.
Det påpegede byråds- og regionsrådsmedlem Vibeke Gamst (K). Herefter flyttede man datoerne for to af regionsrådets møder, så risikoen for, at regionsrådsmedlemmer, der også sidder i Aalborg byråd, må gå i utide eller komme for sent til byrådsmødet, reduceres.
Til glæde for Vibeke Gamst - og for Kristoffer Hjort Storm.
Kristoffer Hjort Storm havde på forhånd sagt, at han havde "en ret klar forventning" om, at kollegerne ville flytte klokkeslettet for forretningsudvalgets møder.
- Jeg vil blive ret skuffet, hvis det ikke lykkes, sagde han forleden til TV2 Nord.
Kristoffer Hjort Storm har i dag ingen kommentarer til udfaldet af mødet.
VIDEO: Se resultatet fra kommunal- og regionsrådsvalget, da Hjort Storm blev valgt ind: