Købere fik en lang næse: Pakkebud tiltalt efter mystik om forsvundne pakker
Alle, der har handlet online, ved, at ventetiden kan føles lang, fra man har bestilt, til pakken lander.
For mindst 31 købere blev ventetiden ekstra lang – ja nærmest uendelig lang – da de tilbage i perioden fra slut maj til engang i august 2022 shoppede mobiltelefoner, airpods, gaming computere og lignende.
Pakkerne kom nemlig ikke rigtigt, og pilen må derfor på et tidspunkt have peget lige rigeligt mod det samme pakkefirma. Og senere sikkert også mod et bestemt bud i pakkefirmaet – nemlig en 24-årig mand fra Aalborg.
Efter at have efterforsket de mange pakkesager mener politiet i hvert fald, at mindst 31 pakker med mobiltelefoner og computere med mere til en samlet værdi af godt 213.000 kroner forsvandt på den 24-åriges vagter som pakkebud.
Det fremgår af sagens oplysninger, at indholdet fra tre forsvundne pakker ser ud til at være fundet hos den 24-årige mand.
Det drejer sig om en Playstation 5, en kostbar Shark gaming-computer og et par airpods, som politiet vil have konfiskeret i forbindelse med sagen.
Hvad der eventuelt er sket med resten vides ikke, men det kommer uden tvivl frem, når Retten i Aalborg efter planen tager fat på sagen tirsdag.
Det fremgår ikke på forhånd, hvad den 24-årige siger til anklagerne.
FOROMTALE AF RETSSAG
Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.
Den tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.
Her vil den tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.