Knivdrab i Aalborg: Tiltalte nægter sig skyldige
Retten i Aalborg er gået i gang med drabssagen, hvor en mand i august sidste år blev slået og stukket ihjel på åben gade
To af de tre tiltalte afgav i dag forklaring. De erkender at have siddet i bilen, der påkørte den dræbte, men nægter at have forvoldt hans død.
Der kom ingen tilståelser i retten i dag - i sagen, hvor tre mænd er anklaget for at have dræbt en 27-årig mand på åben gade i Aalborg den 5. august sidste år.
Her stødte bilen med de tre mænd sammen med det 27-årige offers bil i krydset ved Østre Allé og Langelandsgade. Ifølge anklageskriftet slog, sparkede og knivstak de tiltalte herefter offeret og sprøjtede til sidst peberspray mod hans ansigt. Den 27-årige døde af sine kvæstelser.
To af de tre tiltalte afgav fredag forklaring i retten, hvor de er tiltalt for manddrab. Den tredje tiltalte var af sin advokat blevet frarådet at afgive forklaring.
Alle tre mænd erkender at have været til stede i bilen, der kørte sammen med det 27-årige offer. Men de nægter at have slået og stukket ham efterfølgende og dermed forvoldt hans død.
Den ene tiltalte har været medlem af Bandidos
I retten kom det desuden frem, at den 29-årige tiltalte mand tidligere har været medlem af Bandidos. Det 27-årige offer har ligeledes været medlem af rockergruppen, men forlod angiveligt Bandidos for flere år siden.
Ifølge Nordjyllands Politi var drabet en gengældelsesakt efter en grov voldsepisode ved Shoppen i Aalborg bare et par dage inden.
Her havde den 27-årige mand angiveligt været del af en gruppe, der havde overfaldet en af de nu tiltalte tre mænd og været med til at gøre ham et par tænder fattigere.
Retssagen fortsætter den kommende uge
Retssagen begyndte fredag morgen klokken 9 og skal løbe over syv retsdage. Retten i Aalborg forventer at afsige dom den 22. marts. TV2 Nord følger løbende sagen.