Knap en måned med miljøzoner: Hundredvis er allerede røget i fælden
Det kan være dyrt ikke at have sin bil i orden i Aalborg midtby.
Det er ikke alle, der har haft det rigtige partikelfilter på sin dieselbil, når man har kørt gennem Aalborgs midtby.
Siden 1. oktober har det ellers været et lovkrav at have et partikelfilter på sin dieselbil, hvis man har kørt indenfor Aalborgs miljøzone.
Men det er altså langt fra alle, der har levet op til det krav. Per dags dato har Miljøstyrelsen udstedt 285 bøder. Det svarer til lidt mere end ti bøder per dag.
Det oplyser Miljøministeriet på mail til TV2 Nord.
1500 kroner i bøde
Der er to forskellige typer af kameraer, som fanger bilerne uden partikelfilter. Der er fasthængte kameraer på faste kontrolpunkter, og så er der mobile kameraer, som er påmonteret køretøjer, der kører rundt.
Fælles for dem er, at kameraerne har nummerplade-genkendelse. De scanner bilernes nummerplader, som derefter bliver sammenstillet med oplysninger fra køretøjsregistrene.
På den måde kan det automatisk fastslås, om køretøjerne overholder miljøzonereglerne.
Det koster en bøde på 1500 kroner at køre ulovligt ind i miljøzonen.
Hvis du er i tvivl om, om din bil lever op til miljøzonereglerne, kan du tjekke her.