Kloakfejl blev først opdaget efter 16 år - nu kan den koste Peter og Gitte over en halv million
Foto: Christian Henriksen / TV2 Nord
Da Gitte og Peter Bentsen i 2006 købte en grund af den daværende Nibe Kommune, troede de, at det var deres drømmehus, de byggede på den. Nu kan det dog ende i et mareridt i stedet for.
Gitte og Peter Bentsen er tilbage ved deres tidligere hjem på Eventyrbakken i Nibe.
- Kloakken skulle have ligget herude, så man kunne komme til den, men den ligger under garagen, fortæller Peter Bentsen.
Da parret købte grunden, fik de at vide, at de ikke måtte bygge fire meter fra skel på grund af kloakledningen. Det har de rettet sig efter, men er nu alligevel kommet i problemer, da kloakledningen ligger næsten tre meter længere ind på grunden end på tegningerne.
- Det bør ikke være borgerens ansvar, at en kloakledning ligger forkert, siger Gitte Bentsen.
Har du et godt tip?
Denne historie er blevet til på baggrund af et tip fra en bruger.
Hvis du har en historie, du synes, vi skal kigge nærmere på, så klik herunder og send en mail til redaktionen.
Det er ikke tilladt at bygge tættere end to meter på en kloakledning. Derfor udstedte Aalborg Kloak sidste år et påbud til husets nuværende ejere om at lovliggøre byggeriet. De nuværende ejere har stævnet dem, de købte huset af sidste sommer, som så har stævnet Gitte og Peter Bentsen, der byggede huset.
- Vi er tre familier, der har skullet kæmpe mod hinanden, hvor Aalborg Kloak frasiger sig alt ansvar, siger Gitte Bentsen.
Flyt kloakken eller fjern garagen
Kravet fra Aalborg Kloak er, at kloakken, som ligger fire meter nede i jorden, enten bliver flyttet, eller at garagen bliver fjernet. At flytte en kloakledning kan blive en dyr affære.
- Det er jo ikke bare 10.000 kroner. Det er over en halv million, siger Gitte Bentsen.
Peter Bentsen er murer og har selv bygget huset på Eventyrbakken, hvor han sammen med sin hustru købte den nyudstykkede grund af den daværende Nibe Kommune.
- Vi har fulgt alt, hvad vi har fået at vide af Nibe Kommune, i forhold til, hvordan vi skulle bygge - hvilken afstand vi skulle holde til skel og så videre, siger Peter Bentsen.
- Det er skrevet specifikt ind i købsaftalen. Det er tinglyst i et skøde. Der ligger fem ens tinglyste skøder, hvor der står, at der ikke må bygges fire meter fra det sydlige skel, uddyber Gitte Bentsen.
Aalborg Kloak ønsker ikke at udtale sig om den verserende sag, men siger i et skriftligt svar til TV2 Nord, at: ”Generelt kan vi om sager vedrørende overbyggede ledninger oplyse, at når en kommune udsteder en byggetilladelse, er det op til grundejer selv at undersøge, om der er tinglyst privatretlige servitutter på grunden, som byggeriet kan være i strid med.”
Skriftligt svar fra Aalborg Kloak
Generelt kan vi om sager vedrørende overbyggede ledninger oplyse, at når en kommune udsteder en byggetilladelse, er det op til grundejer selv at undersøge, om der er tinglyst privatretlige servitutter på grunden, som byggeriet kan være i strid med.
Når Aalborg Kloak A/S tinglyser en servitut til sikring af ledninger, fremgår det altid af servitutteksten, at det ikke er tilladt at opføre bebyggelse indenfor et bælte på mindst 2 m på hver side af en ledning. Årsagen til dette er, at en kloakledning med bebyggelse ovenpå vil have en markant kortere levetid, og det er voldsomt omkostningsfuldt at komme til en skade under en bygning fremfor at komme til en kloakledning, som ikke er overbygget. De omkostninger kan vi ikke pålægge de øvrige kunder at betale.
På den baggrund retter Aalborg Kloak A/S altid krav om lovliggørelse, når vi bliver bekendt med, at der er bebygget ovenpå kloakledninger.
I tidligere sager har vi fået byrettens ord for, at man som grundejer er ansvarlig for at sikre, at opførelse af bebyggelse ikke strider imod tinglyste privatretlige servitutter på grunden. Opfører man alligevel bebyggelse i strid med en privatretlig servitut, er man som grundejer forpligtet til at lovliggøre forholdet ved enten at fjerne bebyggelsen eller betale for en omlægning af ledningen, hvis dette er muligt. Vi ved, at dette kan være omkostningsfuldt for den enkelte husejer, og vi vil derfor altid opfordre til, at man ved nybyggeri eller køb af fast ejendom undersøger grundigt, om der er overbyggede kloakledninger.
Kunne I have gjort mere for at sikre jer, at I ikke byggede garagen oven på kloakken?
- Aalborg Kloak siger, at vi skulle have gravet ned til kloakken og undersøgt, hvor den var, men når man har en tinglyst tegning og en købsaftale, hvor der står, at den ligger cirka to meter inde på grunden, så graver vi jo ikke fire meter i jorden for at finde en kloak, inden vi graver en sokkel, siger Peter Bentsen.
'Fisker ikke bare en million op af baglommen'
Aalborg Kloak oplyser i det skriftlige svar til TV2 Nord, at de i tidligere sager har fået byrettens ord for, at man som grundejer er ansvarlig for at sikre, at byggeriet er lovligt.
Advokaterne til de tre familier, der er involveret i sagen, mødes i november for at afgøre, hvad næste skridt skal være. Gitte og Peter Bentsen frygter de konsekvenser, det får, hvis de taber sagen og ender med regningen for en fejl, de mener ligger hos kommunen.
- Hvis vi ender på et krav omkring en million, så er det ikke penge, man bare fisker op af baglommen. Det har kæmpe konsekvenser, og skal vi så vende hver en krone resten af vores liv på noget, der et eller andet sted er så uretfærdigt, så ville det være frygteligt.
Per Clausen (EL), der er rådmand for Klima og Miljø i Aalborg Kommune, siger til TV2 Nord, at han ikke umiddelbart har nogle kommentarer til sagen.