Kloakarbejde slår revner i huse: - Der er brug for vejledning
Flere husejere i Vadum oplever, at deres huse slår store revner. Det er udgravning til ny kloakering der er synderen, og onsdag morgen var borgerne så til dialogmøde med Aalborg Kommune, hvor kommunen står fast på, at de har overholdt alle love på området.
Udgravninger til seperatkloakering har forårsaget revner i husene på en vej i Vadum, men kommunen mener, at det er husejerens problem. Formanden for Folketingets retsudvalg efterlyser vejledning.
Beboere på Ellehammervej i Vadum er frustrerede over Aalborg Forsyning, som siden august har arbejdet på at lave seperatkloakering på vejen. Arbejdet har nemlig forårsaget revner i flere af beboernes huse.
Husejerne vil have Aalborg Forsyning til at tage ansvar. Men her forklarer man sig med, at det ifølge byggeloven er husejernes ansvar, at fundamentet kan holde til arbejde som det i Vadum.
Byggeloven er hård ved husene i Danmark, som skal opfylde de krav, man stiller i dag, selvom de er bygget for over 100 år siden.
Bo Laden, Aalborg Forsyning
- Byggeloven er hård ved husene i Danmark, som skal opfylde de krav, man stiller i dag, selvom de er bygget for over 100 år siden. Det er noget, vi forventer, når vi går ud og etablerer et kloaksystem, siger Bo Laden, der er direktør for Aalborg Forsyning.
Formanden for Folketingets retsudvalg, Preben Bang Henriksen, der selv er jurist, er skeptisk overfor den forklaring.
- Med respekt for at jeg ikke kender detaljerne i den konkrete sag, så er det sådan, at den der foranlediger skaderne, har ansvaret. Hvis det hus, det går ud over, er utidssvarende, så kan husejeren selv bære en del af ansvaret - men jeg er bestemt ikke overbevist om, at fortolkningen af reglerne er helt så enkelte og til den side, som kommunen angiver, siger han.
Boligministeriet skal kigge på reglerne
Miljø- og Energiudvalget i Aalborg Kommune vil nu kontakte Boligministeriet i sagen, så ministeriet kan kigge på reglerne. Og det er en rigtig god idé, mener Preben Bang Henriksen.
- Boligministeriet må udgive en vejledning, som skal fortælle borgerne, hvad deres rettigheder er i de her situationer. Det er Boligministeriet, der er eksperterne, siger han.
Indtil Boligministeriet handler på henvendelsen, opfordrer han beboerne til at tage fat i en advokat.
- Mit råd til borgerne vil være at søge advokatmæssig gennemgang og få detaljerne forelagt, så man er 100 procent sikker på, hvad der er op og ned i denne her sag - og så må en domstol afgøre det i sidste instans, siger Preben Bang Henriksen.
Først i 2065 vil hele Aalborg Kommune være med separatkloakering, og i Vadum er arbejdet indtil videre sat i bero.
Se hele interviewet med Preben Bang Henriksen øverst i artiklen.