Kirke er træt af at blive tisset på: - Det er virkelig ulækkert
Foto: Markus Svante / TV2 Nord
Udover på Gammeltorv afholdes der også storskærmsarrangementer hos Aalborg Streetfood og hos Friis Streetfood.
Tisseri på kirkemurene har fået Aalborg City til at styrke indsatsen mod de "uopdragne" unge til fodboldfesten i midtbyen.
Med national- og slagsang, flag på kinderne og tilråb af dommeren føles storskærmsarrangementerne på Gammeltorv i Aalborg lidt som en budget-udgave af en tur på stadion.
Det er Aalborg City, som står bag den opsatte storskærm på Gammeltorv, der viser samtlige kampe til EMs slutrunde.
Og især de tre landskampe har fået nordjyderne til at valfarte mod midtbyen med klapstole og sixpacks under armene.
- Til Danmarks kampe regner vi med, at der har været et par tusinde forbi Gammeltorv, lyder det fra en tilfreds City Manager hos Aalborg City, Jes Asmussen.
Men begejstringen kommer til kort, når det handler om at få de drikkeglade unge til at gå på toilettet - på et toilet.
Det er altså ikke kun herrerne, der gør det. Så det er lidt "karnevalsagtigt"
Erik Egstrup, Kordegn, Budolfi Kirke
Møder ind til en stank af tis
På Gammeltorv ligger nemlig også Aalborgs domkirke, Budolfi Kirke, og de døjer med de tissetrængende unge, når der er været dansk fodboldfest ved storskærmen.
- De stiller sig op langs kirken og tisser på kirken. Det er virkelig ulækkert. Jeg har aldrig set noget lignende, siger en frustreret Erik Egstrup, som er kordegn i Budolfi Kirke, og fortsætter:
- Det er altså ikke kun herrerne, der gør det. Så det er lidt "karnevalsagtigt".
Når kirkens medarbejdere møder ind dagen efter landskampene, "stinker" der ifølge kordegnen af urin, og det er ærgerligt for besøgende i Aalborg, der gerne skulle få et godt indtryk af byen, mener han:
- Der må ikke være nogen tvivl om, at vi er glade for den store opbakning om fodboldfesten, og vi står selv og hepper med, men jeg synes godt, man kan være kritisk om, hvorvidt det forløber på den bedst mulige måde. Og det gør det ikke lige nu.
Flere urinaler til lørdagens kamp
På Gammeltorv har Aalborg City til arrangementerne opsat en toiletvogn, som rummer otte båse. Derudover har Studenterhuset og Café Aalborg også stillet deres toiletter til rådighed, og der er et offentligt toilet på torvet.
Alligevel anerkender Aalborg City, at unge, der tisser i gaderne og op af bygninger er en udfordring. De har selv modtaget klager fra flere beboere i midtbyen.
Ifølge Jes Asmussen, er lange køer til toilettet dog ikke problemet.
- Problematikken er simpelthen, at folk er uopdragne og dovne.
- Dem nederst på torvet gider ikke gå udenom torvet og op til vognene, og dem, der står lige ved siden af toiletvognene vælger alligevel at tisse op af bygningen, siger Jes Asmussen og fortsætter:
- Det er mega - mega - frustrerende.
Kommer det ikke til livs
Onsdag evaluerede Aalborg City på de seneste kampe, og her blev det besluttet, at der til landskampen på lørdag mod Tyskland vil blive opstillet fire til seks mobile urinaler, hvor mænd kan lade vandet.
- Men jeg er helt sikker på, at selv hvis jeg sætter fire ekstra toiletvogne op, så kommer jeg det ikke til livs. For folk gider ikke gå derop. Hvis de skal tisse, så finder de bare det nærmeste sted, desværre.
Der har tidligere været stor diskussion om TV 2s EM-regler for, hvem der må afholde storskærmsarrangementer.
Men onsdag meddelte TV 2, at reglerne lempes, så kommercielle aktører, der ikke har en aftale med TV 2 i forvejen også har mulighed for at benytte den aftale.