Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Kendt tv-vært er flyttet til Aalborg: - Her er mine yndlingssteder i byen

Lisbeth Østergaard er kendt fra programmer som Go' Morgen Danmark, Vild med Dans og Zulu Djævleræs. Foto: Torben Hedemose

43-årige Lisbeth Østergaard har efter 20 år i København valgt at bosætte sig i Nordjylland. Savnet til familien og håbet om mere ro lokkede hende hertil.

Hør Lisbeth Østergaard fortælle mere om sit nye liv i Aalborg i ”Indblik” nederst i artiklen eller på TV2 Nord Salto mandag klokken 19.50.

Noget af det første, Lisbeth Østergaard lagde mærke til, da hendes fødder ramte den nordjyske muld, var sproget.

- Der er jo nogle endelser, der bliver slugt, og nogle sætningskonstruktioner, der er anderledes. Man trækker ordene – man bor jo for eksempel i nummer ”ååååt” (8, red.) eller nummer ”føåar” (40, red.). Og så siger I også "sååå’ u’", "drenger’n" og "piger’n", og hvis man træner for meget, får man ondt i bener’n, siger hun og slår en latter op.

- Ralf driller mig med, at jeg er blevet hurtigere nordjyde, end han er. Han synes, jeg har adaptet godt til det nordjyske, fortæller Lisbeth Østergaard.

De er så smilende og imødekommende, og maden er rigtig god

Lisbeth Østergaard, selvstændig influencer

Hun har haft en forrygende karriere som tv-vært på populære programmer som Go’ Morgen Danmark og Zulu Djævleræs og selv deltaget i Vild med Dans og Stjerner i Trøjen på TV2.

De seneste år har hun skiftet spor, så hun nu er selvstændig influencer på fuld tid. Så fremover skal hendes stories loades op hjemmefra den nye villa i Aalborg-bydelen Gammel Hasseris.

- Vi valgte at flytte hjem, fordi det er her, vores familie er. Da min far i hans sidste år var på plejehjem, boede vi på Amager. Når han faldt og slog hovedet, var det hver gang en vurdering af: Hvor hårdt har han slået sig - skal jeg køre eller ej? Det tager tre timer hver vej. Det dér med at være så langt væk fra sin familie var hårdt, siger Lisbeth Østergaard, der nu har en kort køretur hjem til svigerfamilien i Vejgård og sin egen mor i Silkeborg.

Allerede nu har Nordjylland gjort familien godt.

- Det giver mig en tryghed, også omkring mine børns opvækst. Vi boede på Amager før, hvor der til tider var knald på, og det er noget andet her. Børnene her er mere jyske, i ordets bedste forstand, for her kan de få lov at være børn.

Fast gæst i Gigantium

Influencerens mand er den tidligere Robinson-deltager Ralf Østergaard Christensen. 

Han har beholdt sit job som pædagogisk leder på en sikret institution på Amager, selv om parrets postnummer fremover hedder 9000.

- Ralf flyver til København om mandagen og arbejder meget intenst mandag og tirsdag og kommer så hjem igen tirsdag aften. Så mandag og tirsdag hænger på mig, men ellers er vi meget sammen resten af ugen. Ellers får vi jo god hjælp af den familie, vi er flyttet tæt på, fortæller Lisbeth Østergaard.

Rigtig meget af det, man bliver inviteret til, sker i København

Lisbeth Østergaard, selvstændig influencer

Hendes bedre halvdel er født og opvokset i Aalborg og boede her, indtil han som 35-årig mødte Lisbeth Østergaard. Han flyttede over til hende og boede her i omkring 10 år – før parret valgte at rykke familien nordpå i juni 2023.

- Mine to drenge Viggo på 8 år og Carlo på 5 år har virkelig taget byen til sig, og de spiller ishockey i Aalborg Ishockey Klub fem gange om ugen tilsammen. Så jeg er blevet en rigtig hockey-mom, der altid er ude i Gigantium.

Aalborg er Insta-egnet

Heldigvis bliver der også plads til andet end madpakker, müslibarer og træning på isen for 43-årige Lisbeth Østergaard.

Som influencer består hendes job i at loade billeder og små historier op fra hverdagen og de arrangementer, hun er til – for at fastholde sine 156.000 følgere og tilfredsstille sine sponsorer og samarbejdspartnere.

En opgave, man snildt kan udføres fra postnummer 9000, forsikrer hun.

- Ja, Aalborg er lige så Insta-værdig som København, lyder det med et grin.

Eneste forskel er, at hun tager til færre events, end hun gjorde med sit daværende Amager-postnummer.

- Det handler om at være til stede de rigtige steder og have det rigtige netværk, og det bliver sat mere på spidsen, når man bor herovre. Rigtig meget af det, man bliver inviteret til, sker i København, lyder det.

Vi valgte at flytte hjem, fordi det er her, vores familie er

Lisbeth Østergaard, selvstændig influencer

Derfor skal Lisbeth Østergaard nu hele tiden overveje, om det er en flybillet og et hotel værd at sige ja tak til en invitation.

- Man kan godt få lidt FOMO – fear of missing out – og føle, man ikke er med dér, hvor det sker. Hvis jeg har sagt nej til et arrangement og sidder og kan se på Instagram, at alle mine konkollegaer (konkurrenter, der ser hinanden som kolleger, red.) er der, kan jeg godt tænke: ”Ej, der gad jeg også godt have været”.

Folk vil se giraffen

Så snart den tidligere tv-vært bar de første flyttekasser ind i den 220 kvadratmeter store villa i Gammel Hasseris, stod nysgerrige nordjyder klar til at kigge ind over hækken.

Ikke i bogstaveligste forstand, men interessen for den nye kendis i byen, var stor.

- Mange har gerne ville se ’giraffen’ og har været henne og sige: ”Nå, det er dér, du er. Du er da lidt højere, end jeg egentlig havde forventet”, fortæller hun – og fortsætter:

- Jeg kan godt mærke, at det er et lidt mindre lokalsamfund med flere, der kender hinanden, og der bliver lagt en lille smule mærke til mig. Folk, der siger: ”Jeg havde godt lagt mærke til, at hun var flyttet hertil. Jeg så hende også inde i byen i dag”. Men jeg tror, at dem, jeg går sammen med, lægger mere mærke til det end mig. Jeg prøver bare at blende ind.

Jeg er blevet en rigtig hockey-mom, der altid er ude i Gigantium

Lisbeth Østergaard, selvstændig influencer

En gang imellem bliver hun stoppet på gaden, og folk vil have taget et billede med hende.

- Folk hviske-tisker lidt om mig, når jeg går forbi. Men heldigvis er alle dem, mig og min familie har mødt på vejen, positive og virkelig søde. Det er kun online, folk er negative og ikke mener, vi skal komme herop og tro, vi er noget.

Kommer det bag på dig, at interessen har været så stor?

- Ja, for hvad skal folk bruge det til? Jeg er jo ikke anderledes end alle andre – jeg køber også toiletpapir nede i Rema.

Heldigvis behersker nordjyderne sig, når de møder Lisbeth Østergaard nede i Rema og rundt omkring i Aalborg.

- Folk har været rigtig, rigtig søde. Mange har også tilbudt deres hjælp.

Har fundet yndlingscafé

I København brugte influenceren gennem årene mange timer på de hundredevis af cafeer, hovedstaden har at byde på.

Men også her kan Aalborg være med.

- Det er ikke muligheder, der mangler i Nordjylland. Der sker jo virkelig, virkelig meget. Det er en by, der har meget at byde på både kulturelt og kulinarisk, mener Lisbeth Østergaard, der allerede har fundet sine stamsteder.

I siger for eksempel "sååå’ u’", "drenger’n" og "piger’n"

Lisbeth Østergaard, selvstændig influencer

- Jeg kan rigtig godt lide at komme på Café Peace. Der er altid så dejligt derinde, de er altid så smilende og imødekommende, og maden er rigtig god. Og så ligger det lige midt i det hele, siger hun om cafeen, der huserer på Boulevarden tæt på gågaden og Salling.

- Og så kan jeg godt lide at drikke kaffe fra Behag din Smag, jeg har spist is fra Guf og Kugler, og så har vi været rigtig glade for at komme inde på Tapa5.

Lisbeth Østergaard har også steder som restaurant Det Glade Vanvid og pizzariaet Fumo på sin kulinariske to-do liste.

Kommende nordjyde

Når det ikke skal handle om mad, så har familien Østergaard også haft tid til at besøge steder som Fårup Sommerland og lysfesten i Blokhus ved juletid.

Drømmen om mere ro er også – til dels – blevet opfyldt.

- Jeg havde egentlig regnet med, at når man flyttede til Jylland, vil alting automatisk gå lidt langsommere – det gør det ikke. Men alligevel er der noget i mentaliteten, der ikke er så forhastet, som det er i København.

Om Lisbeth Østergaard og familien også har et 9000-postnummer om 10 år, er bestemt en mulighed.

- Jeg kan ikke sige, jeg er nordjyde endnu. Men jeg er en kommende, stolt nordjyde.

Hør Lisbeth Østergaard fortælle mere om sit nye liv i Aalborg i ”Indblik” herunder eller på TV2 Nord Salto mandag klokken 19.50.

Du kan også lytte til "Indblik" med Lisbeth Østergaard som podcast:


Svømmehal forvandlet til 'Danmarks smukkeste juleudstilling'

Takket være 400 kilometer ståltråd, sækkevis af mos og mindst 80.000 kubikmeter vand er nedrivningsklar svømmehal i Aars forvandlet til en eventyrlig udstilling. Kom med indenfor i videoen herover.


40 år gammelt centers fremtid hænger i en meget tynd tråd

Forstanderen på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi er skuffet over, at det ikke lykkedes de lokale folkevalgte at få centret med på finansloven.

Fremtiden for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sydthy hænger i en tynd tråd.

Centret har de seneste tre år modtaget tre millioner kroner i støtte om året, men er ikke kommet med på den finanslov, som regeringen fredag har præsenteret sammen med SF, Radikale og Enhedslisten.

Dermed er det tvivlsomt, om centret overlever.

- Nu skal bestyrelsen ind over og beslutte, hvad der skal ske, men det vil som minimum betyde en meget, meget kraftig beskæring. Uden tilskud til driften er der ikke grundlag for at have ansatte, og alle 12 er nu sagt op med udgangen af december, siger forstander Jane Kruse.

Jane Kruse er forstander på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi. Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Folkecentret har den seneste tid forsøgt at overtale Folketingets partier til at bevare støtten, og Jane Kruse udtrykker stor skuffelse over, at det ikke er lykkedes de lokale folkevalgte at sikre den fortsatte drift.

- Det vil få store konsekvenser for de mange små og mellemstore virksomheder, som vi hjælper med at udvikle produkter og teste energiløsninger. Vi er også i kontakt med og hjælper mange borgere, og så det rammer det også de udenlandske ingeniørstuderende, der kommer hos os, siger Jane Kruse.

Håber, der kan findes en løsning

Folkecentret blev grundlagt i 1983 med et mål om at sætte grønne energiformer på dagsordenen. I begyndelsen handlede det meget om at udvikling af vindenergi, men siden har centret også beskæftiget sig med elbiler, biogas og solceller.

- Nu skal vi samles på mandag og se, hvordan vi kan afslutte de projekter, som vi har ansvaret for, på den bedst mulige måde.

Er der ingen muligheder for, at I kan fortsætte?

- Jeg håber meget, at der kan findes en løsning. Vi vil prøve at tage kontakt til SF og Radikale Venstre for at høre om mulighederne. Jeg kan forstå, at der skal afsættes store summer til grøn forskning, og måske kan vi komme i betragtning der, siger Jane Kruse.


Nordjysk virksomhed i front: Får første certifikat i Europa

Lige nu er Grøn Brint den eneste virksomhed, der har fået uddelt bæredygtigheds-certifikatet. Men andre er på vej.

Jens Peter Lunden har altid været foregangsmand i sit erhverv. I 1989 købte han sit første landbrug, og siden har han gjort mange tiltag for miljø og bæredygtighed.

Han er også hovedmanden bag Gårestrup EnergiØ, hvor der både ligger grisestald, biogasanlæg og vindmøllepark. Jens Peter Lundens virksomhed Grøn Brint, som også har Norwegian Hydrogen i ryggen, er også en del af energiparken.

Og det er den virksomhed der i onsdags fik den første bæredygtighedscertificering af sin slags i Europa - og muligvis i hele verden.

- Det er noget, vi har arbejdet på længe, og vi er rigtig glade for at få den, så vi kan komme i gang med at producere nogle produkter til det marked, vi er på vej ind i, siger Jens Peter Lunden.

Se indslaget her:

Adgang til tysk marked

Certificeringen er givet til Grøn Brint i forbindelse med deres arbejde med et bæredygtigt brændstof. I 2023 blev der sammen med Norwegian Hydrogen investeret i brintproduktion, som gennem biogasproduktionen i sidste ende er med til at indfange CO2 og lave metan, hvor energien er bundet i et grønt brændstof.

Og certificeringen har været nødvendig, for ellers kan brændstoffet ikke afsættes.

- Det giver adgang til de markeder, hvor man kan sælge, og certificeringen er den godkendelse, der siger, at vi har en grøn værdi at sælge, siger Jens Peter Lunden.

Lige nu er Grøn Brint den eneste europæiske virksomhed, der har certificeringen. Men forventningen er, at andre virksomheder er lige på trapperne med også at få en. Og så er næste skridt at komme ud over rampen fra Gårestrup.

- Vores eksportland er Tyskland, og de regner med at kunne tage imod fra 1. januar, og så er vi klar til business, siger Jens Peter Lunden.

Økonomi- og kvalitetschef Rasmus Hedegaard Bang viser certifikatet frem.

'Du' så lort': Skoleelever viser hadbeskeder frem

6.A med en række beskeder fra de sociale medier.

Skoleelever lærer at passe på sig selv på de sociale medier.

'Fuck I er klamme' og 'luder' er bare nogle af de udtryk, som børn og unge kan støde på på de sociale medier.

Derfor har Vesthimmerlands Kommune i denne uge sat fokus på børn, unge og sociale medier med kampagnen '#værtjekketpånettet'.

- Vi forsøger at lære børn og deres forældre, hvordan man begår sig bedst på de sociale medier, forklarer SSP-ungeteammedarbejder Tina Frost Petersen, mens hun er i gang med at styre en konkurrence for elever på Gedsted Skole.

SSP-ungeteamet er på besøg med deres kampagnemateriale, der skal få eleverne til at sætte ord på de oplevelser, de har på nettet. Mange unge bruger de sociale medier hver eneste dag, og for mange er det den vigtigste sociale kommunikation.

Tina Frost Petersen mener, at udelukkelse af fællesskaber er det hyppigste problem blandt unge.

- Det, vi oftest oplever som et problem, er udelukkelse. Altså at en ung holdes udenfor et fællesskab på de sociale medier. De er jo online 24-7, så de opdager meget let, hvis der foregår noget i en gruppe, og de ikke får lov til at deltage, forklarer Tina Frost Petersen.

Se indslaget her:

Kender til hadbeskeder

Den problematik kender eleverne fra 6.A på Aars Skole godt. De deltager i #værtjekketpånettets videokonkurrence, og mens de filmer en video om hadbeskeder, har de alligevel tid til at fortælle om deres egne oplevelser:

- Det er for eksempel, hvis der er nogen, som holdes uden for en Snapchat-gruppe, forklarer Andreas Stiller Jonasen, der er elev i 6. klasse, og han bakkes op af klassekammeraten Dicte Klitgaard Nielsen:

- Hvis man nu spiller et onlinespil med nogle andre, som man ikke kender, og de så pludseligt begynder at skrive grimme ting til en, 'du' så lort' og den slags. Det tror jeg alle i klassen har oplevet, forklarer hun.

SSP-ungeteamet på besøg på Gedsted skole

Begge elever fortæller, at det har været rart at have undervisning med fokus på onlinetilstedeværelse - også selvom Dictes forældre ikke har ladet hende oprette sociale profiler endnu.

- Her kunne jeg jo godt sige, at de var nogle dumme forældre, men jeg ved godt, at de gør det for at passe på mig, siger hun.


Lukning af fabrik løser udfordring hos konkurrent

Foto: Outline Vinduer

Fire medarbejdere er indtil videre skiftet fra den ene dørproducent i området til den anden.

I slutningen af august blev det meldt ud, at den dørproducent Jeld-Wen til nytår lukker sin fabrik i Løgstør efter 43 år. Det drager vindues- og dørfirmaet Outline Vinduer i Farsø nu nytte af.

De har nemlig indtil videre overtaget fire af de cirka 150 medarbejdere hos Jeld-Wen, som står til at miste deres job som følge af fabrikslukningen. Det fortæller Outline Vinduer i en pressemeddelelse.

- Jeld-Wen har været meget proaktive i forhold til at hjælpe folk videre, og det er virkelig glædeligt at se, når virksomheder gør en indsats som denne for at afhjælpe en ellers trist situation med produktionslukning. Vi har via deres jobmatch også været i kontakt med mange flere potentielle nye medarbejdere, som vi godt kunne være klar til at ansætte, så snart højsæsonen begynder igen, siger fabrikschef i Outline Vinduer, Michael Hejlesen.

Svære at finde

Gitte Jensen fra Vilsted er en af de medarbejdere, der er skiftet til den konkurrerende vindues- og dørproducent. Hun var i lære som maskinsnedker hos Jeld-Wen og får nu mulighed for at fortsætte sin uddannelse hos Outline Vinduer.

- Det var selvfølgelig en rigtig ærgerlig nyhed, da vi fik at vide, at vi ikke længere kunne arbejde ved Jeld-Wen, som ellers har været en god arbejds- og læreplads. Men virksomheden gør heldigvis meget for at få folk i job, og jeg er selv utrolig glad for at være kommet så hurtigt videre, siger hun og fortsætter:

- Jeg bor med min mand og tre børn, og derfor havde jeg heller ikke råd til at være arbejdsløs - og jeg nåede da også at overveje, om jeg kunne risikere at skulle droppe ud af uddannelsen. Heldigvis har Outline været meget fleksible i forhold til at finde en god løsning, siger Gitte Jensen.

Outline Vinduers fabrikschef glæder sig - trods de ærgerlige omstændigheder - over, at han har fået to maskinsnedkerlærlinge mere i produktionen.

- Vi oplever til tider, at vi skal kæmpe en del for at få maskinsnedkere og maskinsnedkerlærlinge, og det er vigtige kompetencer for os at have i huset. Derfor glæder vi os også meget over, at vi nu - udover de to lærlinge, vi allerede har - kan tilføje to mere til produktionen. De er allerede kommet rigtig godt fra start, siger Michael Hejlesen.