Kastrup-Larsen har fået nyt job - det skal han nu
Foto: UCN - Pressefoto
Borgmesteren starter i sit nye job 1. juni.
Fremtiden for borgmester i Aalborg Kommune, Thomas Kastrup-Larsen (S), ligger nu klar.
Han skal være direktør for det erhvervsrettede uddannelsesområde på Professionshøjskolen UCN - det meddeler UCN fredag.
I slutningen af marts meddelte borgmesteren på et lukket møde, at han ville træde ud af byrådet og begynde et nyt liv udenfor politik.
Her lød det, at han ville stoppe officielt i Aalborg Byråd den 31. juli i år.
- Efter mange år i politik har jeg følt, at jeg stod ved en korsvej, og samtidig har mit hjerte altid banket for uddannelse, udvikling og innovation, lyder det fra borgmesteren i forbindelse med nyheden:
- Derfor var beslutningen egentlig ikke så svær. Jeg er sikker på, at jeg kan bruge mine kompetencer til gavn for UCN, og samtidig er jeg helt klar på at træde ind i rollen som en vigtig holdspiller i en samlet ledelse for UCN, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Nyoprettet stilling
Stillingen som direktør for UCN Erhverv er nyoprettet. Her skal Thomas Kastrup-Larsen stå i spidsen for både uddannelse, forskning og innovation.
Han får ansvar for 30 forskellige uddannelser indenfor teknologi og business og også en række samarbejdsområder på tværs af organisationen.
- I ansættelsesudvalget var vi enige og helt sikre i vores sag. Via sin politiske erfaring er Thomas Kastrup-Larsen en utrolig stærk profil, der kan være med til at styrke Professionshøjskolen UCN og dermed hele Nordjylland, siger formand for ansættelsesudvalget, rektor Kristina Kristoffersen og fortsætter:
- Som vidensinstitution er vi helt afhængige af at kunne skabe gennemslagskraft og være synlige både regionalt og nationalt, og her har Thomas Kastrup-Larsen stærke erfaringer og et solidt netværk at trække på. Samtidig har han en bred viden om innovation, som netop er et af UCN’s særkender.
Se interviewet vi lavede kort efter nyheden om borgmesterens exit: