Karantæner og skader udfordrer AaB før topbrag
AaB møder søndag eftermiddag Brøndby IF i sidste runde af Superligaens grundspil.
Lars Friis fik en ønskestart som cheftræner for AaB, da holdet i mandags besejrede mandag OB på udebane med 3-2.
Men sejren i Odense har givet den nye AaB-træner noget at tænke over. For to af profilerne på AaB's Superliga-hold er ude med karantæne, når klubben søndag eftermiddag spiller topbrag på Aalborg Portland Park mod Brøndby IF.
- Den gode nyhed er, at vi har andre, der kan tage over, siger cheftræner Lars Friis.
Islænding udgik med skade
De karantæneramte AaB-spillere er anfører Rasmus Thelander og Malthe Højholt, der er en af klubbens helt store profiler lige nu. Til gengæld ser angriberen Kasper Høgh, der scorede mod OB, men måtte udgå af kampen med en skade, ud til at være kampklar.
Islandske Gudmundur Thórarinsson, der kom til AaB for få uger siden, måtte dog udgå af fredagens træning med det, der kunne se ud til at være en fibersprængning i baglåret.
Søndagens runde er den sidste i grundspillet. AaB er sikre på at slutte i top-seks, og dermed er den nordjyske klub med i mesterskabsspillet, hvor medaljerne skal fordeles.
- Man skal altid drømme om medaljer, når man er i AaB, men jeg kan ikke love, det bliver til metal, men vi vil hver søndag gøre, hvad vi kan, siger Lars Friis.
Tæt på udsolgt
Der er solgt over 12.000 billetter til søndagens kamp, og AaB er dermed mindre end 1000 solgte billetter fra at kunne melde udsolgt. Derfor ærgrer det også anfører Rasmus Thelander, at han netop på søndag må stå over med karantæne.
- Ahr, den er grim. Netop denne kamp ville jeg gerne have spillet med så mange tilskuere på egen bane, siger Rasmus Thelander med et skævt smil.
Anføreren ser til at være tilbage på banen, når mesterskabsspillet begynder.
- Der er meget mere fokus på de kampe, knald på lægterne og fede modstandere. Og så er der også europæiske pladser og selvfølgelig medaljer at spille om, siger Rasmus Thelander.
Søndagens kamp mod Brøndby fløjtes i gang klokken 14.30 og kan ses direkte på TV3 Sport.
Se interview med AaB-træner Lars Friis: