Kan kunst helbrede hjertesyge? Sundt er det i hvert fald
Der blev taget initiativ i 2016, og siden har hjertesyge været med på gåtur i Aalborg.
- Man bliver glad... glad i låget.
Det siger Bjarne Bundgaard Frandsen, som er en af torsdagens deltagere på gåturen blandt de hjertesyge i Aalborg.
Det er nemlig et kommunalt initiativ, hvor borgere bliver vist rundt i Aalborg i en god times tid - blandt andet for at se på nogle af byens 80 gavlmalerier.
- Du føler en eller anden glæde i kroppen ved at komme ud og samtidig se på de her kunstværk, siger Bjarne Bundgaard Frandsen.
Også hos Freddy Callisen, der for første gang efter sin blodprop er med, har gåturen en positiv effekt.
- Jeg synes, det gør noget godt. Det giver en god følelse i hele kroppen, og det er jo egentlig det, man har brug for oven på sådan en omgang, fortæller han.
Øget motivationsevne
Flere undersøgelser peger på, at kunst er sundt, hvis man er sygdomsramt.
Og hos Aalborg Kommune er det blandt andet kulturkoordinator i Center for Mental Sundhed Mikael Odder Nielsen, som er rundviser på projektet.
- Vi ved, at det at beskæftige sig med kunst og kultur, det er med til at øge motivationsevnen. Vi ved, det er med til at øge energiniveauet. Og så ved vi også, at det er med til at forbedre ens egen omsorg, fortæller han.
Du kan se hele indslaget herunder: