Kamilla fjernede bomber og var kaptajn: - Værnepligt er en kæmpe mulighed
Senest fra d. 1. januar 2027 ligestilles værnepligten, så også kvinder skal til session og trække et nummer. Sådan lyder det i en ny delaftale af forsvarsforliget.
- Det er en tak for at være stabschef for en bataljon nede ved Ingeniøregimentet.
Sådan lyder det fra Kamilla Bittmann om det billede, hun har fået af Forsvaret. Det var hun en del af i knap 20 år, blandt andet kaptajn, kompagnichef og bomberydder.
- Det er lidt som Sherlock Holmes, der skal ud at løse et mysterium. Hvorfor er den der, hvad kan den, og hvordan får vi den til ikke at lave noget skade.
Hun er i dag direktør for Erhverv Norddanmark, og hun er begejstret for, at der senest fra januar 2027 bliver kvindelig værnepligt.
- Jeg synes, at vi længe har afskåret en hel befolkningsgruppe fra ikke at få muligheden for at blive værnepligtig. Jeg ser ikke værnepligt som en straf, men som en kæmpe mulighed og en stor oplevelse, man bliver styrket af, fortæller Kamilla Bittmann.
- Vildt gammeldags
Det er regeringen, SF, Konservative, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti, der er enige om, at der skal være kvindelig værnepligt. Også Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne er med i forliget om, at værnepligten forlænges til 11 måneder, og antallet af værnepligtige skal op til 7500.
Før har kvinder selvfølgelig haft muligheden for at melde sig selv til værnepligt, og det er sådan, Kristine Bloch, der har været værnepligtig på Aalborg Kaserner siden februar, kom ind i Forsvaret.
- Hvis der skal være værnepligt, så synes jeg, at den er fair også for kvinder, fortæller fortæller Kristine Bloch.
Hun mener dog, at værnepligten helt skal sløjfes.
- Det er en vildt gammeldags tankegang, at vi skal tvinge folk ind. Jeg tror heller ikke på, at vi får dygtige soldater af at have folk herinde, der ikke gider at være her.
Fuldstændig naturligt
Omtrent en tredjedel af alle værnepligtige i Nordjylland har i de seneste år været kvinder, men allerede i 2004 blev Kamilla Bittmann interviewet af Politikken om rekruttering af kvinder til Forsvaret.
- Jeg tror, at jeg sagde, at det var fuldstændig naturligt, at der var kvinder i forsvaret. Jeg synes, det var øv, at der ikke var flere, fortæller hun.
Kvinderne kan vel også godt tage værnepligt nu?
- Det kan de sagtens. Men lige så vel som nogle mænd ikke tænker over, at forsvaret er en super god arbejdsplads, så er der også nogle kvinder, der simpelthen ikke tænker over det, fordi de hverken hjemmefra eller i uddannelsessystemerne får at vide, at det måske er en god idé.