Kærestepar blev overfaldet på bro midt om natten: Har du set denne mand?
Natten til lørdag den 4. marts 2023 omkring klokken 01:49 cyklede en 24-årig mand sammen med sin kæreste på Kulturbroen fra Aalborg mod Nørresundby.
Men på broen blev parret omringet af fire unge mænd, som kom gående i modsatte retning – fra Nørresundby mod Aalborg.
Og herfra gik det hurtigt.
- Parret har forklaret os, at én af de fire mænd forsøgte at blokere dem vejen, hvorefter parret bad ham flytte sig. De tre andre mænd gik straks videre, men denne ene mand tildelte herefter uden videre den 24-årige mand flere slag i ansigtet og forlod så stedet. Det 24-årige offer modtog efterfølgende lægebehandling, fortæller politikommissær Simon Hjorth Jacobsen.
Nordjyllands Politi beder nu offentligheden om hjælp til at identificere den formodede gerningsmand til voldsepisoden, der fandt sted på Kulturbroen mellem Aalborg og Nørresundby natten til lørdag den 4. marts 2023.
I samme forbindelse søger politiet en kvindelig cyklist, som var vidne.
Politikommissær Simon Hjorth Jacobsen fortæller i en pressemeddelelse:
- Vi skal have fat i gerningsmanden, så vi kan få stillet ham til ansvar for sine handlinger. Vi har ikke optagelser af selve voldsepisoden, men vi har sikret videoovervågning fra området og har billeder af den formodede gerningsmand. Billedkvaliteten er desværre ikke den bedste, men vi håber på, at der alligevel er nogen derude, der har en idé om, hvem denne mand kan være.
Den formodede gerningsmand beskrives således:
• Mand
• Cirka 20-25 år
• Ca. 185 cm høj
• Muskuløs af bygning
• Mørkt hår og med skæg/skægstubbe
• Iført sort tøj
Man bedes ringe til Nordjyllands Politi på tlf. 114, hvis man har oplysninger om den formodede gerningsmands identitet, mener at vide, hvem vidnet kan være, eller har andre informationer af relevans for sagen.