Kæmpe spareplaner på Aalborgs børn og unge: - Jeg har aldrig været med til noget lignende
Foto: Sex & Seamfund
Børne- og Undervisningsudvalget skal finde besparelser for mere end 100 millioner kroner fordelt over de kommende tre år.
Aalborg Kommune skal de næste tre år spare 100 millioner kroner på børne- og ungeområdet.
Meldingen om de kæmpemæssige spareplaner sender chokbølger gennem flere organisationer i Aalborg. Blandt andet i Aalborg Lærerforening frygter man konsekvenserne af besparelsen.
- Det er ekstremt voldsomt det her, lyder det fra Karsten Lynge Simonsen, der er formand for Aalborg Lærerforening.
De næste tre år skal Børne- og undervisningsudvalget i Aalborg Kommune spare 100 millioner kroner, hvilket svarer til 2,5 procent af budgettet, og det bliver ikke uden ofre, lyder det.
- Jeg har været skolelærer her i kommunen i 23 år, og jeg har aldrig tidligere oplevet, at vi skal have så store besparelser. Det er chokerende, siger Karsten Lynge Simonsen.
VIDEO: Her skal sparekniven svinges
Rammer skolerne hårdt
Tirsdag holdt Børne- og undervisningsudvalget et sparemøde, hvor de drøftede mulighederne, men hvor besparelserne præcist skal foretages er endnu uvist.
Formanden for Aalborg Lærerforening har dog sine bange anelser.
- To tredjedele af budgettet tilhører skoleområdet, så det vil ramme skolerne rigtig hårdt, siger Karsten Lynge Simonsen.
Den negative spådom tilslutter Claus Nielsen sig.
Han er formand for Skole og Forældre.
Også her har nyheden om besparelserne skabt røre. Claus Nielsen frygter i særdeleshed, at det er de ansatte, der får sparekniven, da personale er en af de udgiftstunge poster, og det vil få store konsekvenser for børnenes trivsel og læring, lyder det.
- Hvem er det lige, der skal betale for det her, spørger han og fortsætter:
- Er det børn med læsevanskeligheder? Er det de børn, der er særligt sårbare? Eller er det den brede masse af børn i almenskolen, der skal betale prisen for den her besparelse?, siger han opgivende.
Klar til at lukke skoler
Ifølge Morten Thiesen (K), der er Rådmand for forvaltningen for Børn og Unge i Aalborg Kommune, er det endnu for tidligt at sige noget om, hvor pengene præcist skal spares.
Når man skal ud og finde 100 millioner, så får man det ikke lige løst på en eftermiddag, lyder det.
- Det er så omfattende en øvelse, at man ikke på forhånd kan sige, at der er nogen områder, der går fri, siger Morten Thiesen.
Han understreger, at det er dyrt at holde liv i landområderne, men han er ikke bange for at kigge mod eventuelle skolelukninger.
Vil prioritere pædagogisk udvikling
Rådmanden har selv en holdning til, hvor han synes, der giver bedst mening at spare, men det er noget, hele undervisningsudvalget skal blive enige om, understreger han.
- Hvis det skal koste en mursten hist og her, så har jeg ikke noget problem med det, siger Morten Thiesen.
For ham er det vigtigere at prioritet den pædagogiske kvalitet, fortæller han.
- Jeg håber, vi i videst muligt omfang kan fastholde de udviklingsperspektiver, vi har i forhold til, for det første at levere en god almen skole men dernæst også en almen skole, der reelt er rummelig nok til at kunne holde på mange flere elever, slutter han.
Rådmanden regner med, at Børne og Undervisningsudvalget vil være klar med et sparekatalog inden sommer.