Kæmpe narkosag rammer Nordjylland
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
En 25-årig mand ventes at tilstå alt i sagen, der drejer sig om i alt 80 kilo hård narko.
Der er tale om en sag af helt ekstraordinære omstændigheder, når en 25-årig mand mandag møder op i Retten i Aalborg.
Han har tænkt at erklære sig skyldig i en kæmpe narkosag, der handler om i alt cirka 80 kilo kokain og amfetamin.
Det fremgår af oplysningerne i sagen, at manden 6. oktober sidste år blev taget på en adresse i Aars med omkring 300 gram kokain og cirka et kilo amfetamin, men det var nærmest småting i den store sammenhæng.
Manden erkender nemlig, at han 4. oktober satte sig i en bil med det formål at køre til Holland for at hente i alt 12 kilo kokain. Det lykkedes ham at få fingre i de 11 kilo, mens det sidste kilo blev ved forsøget. Den store mængde kokain blev gemt i en bil, men manden blev snuppet, da han nåede til den dansk-tyske grænse 6. oktober midt på eftermiddagen.
Derudover har manden i perioden mellem juni og oktober 2023 været i besiddelse af i alt cirka 68 kilo amfetamin. Heraf skal manden have videregivet knap 37 kilo til andre, mens den resterende 31 kilo blev fundet i en kummefryser på en ejendom i en landsby ved Aars, da politiet slog til mod mandag 6. oktober.
Politiet mener langt fra, at den 25-årige har været alene om det massive narkosmugleri og den omfattende narkohandel.
Fem andre personer sidder i øjeblikket varetægtsfængslet i sagen, og et godt gæt er, at de er spændte på, hvad den 25-årige forklarer i retten mandag, hvor han ventes at aflægge fuld tilståelse – i hvert fald i forhold til sin egen andel i sagen, som kommer til at koste adskillige år bag tremmer.
Strafferammen for narkohandel er normalt 10 års fængsel, men kan i særligt skærpende tilfælde gå helt op til fængsel i 16 år.