Kæmpe gaming-festival åbner i Aalborg
Foto: Sophie Schou Jensen
Omkring 1000 gamere var i januar på plads i Gigantium til arrangementet Geeks Gone Wild. Snart rammer endnu et stort e-sportsevent Nordjylland.
Aalborg satser stort med en spilfestival, Starcade, der over tre dage i august forener LAN, professionelle spillere og spiludvikling.
Er du bidt af en gal gamer, skal du skynde dig at reservere eller rydde weekenden fra den 17. til den 19. august i år. Her forvandles 22.000 kvadratmeter i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) nemlig til et unikt gaming-univers med den nye festival, Starcade.
Til festivalen er det planen, at gamere på alle niveauer, lige fra verdenseliten til amatører, kan mødes og udforske ikke bare sporten, men også nye produkter og teknologier.
- Starcade, som er den første festival af sin art i Danmark, vil uden tvivl sætte en helt ny standard for, hvordan man kan kombinere e-sport og gaming-oplevelserne. Det stærke samarbejde på tværs af meget kompetente partnere, kommer til at betyde en begivenhed, der retter sig mod alle aldersgrupper og interesser inden for dette felt, siger Nicolaj Holm, direktør i AKKC.
Arrangørerne bag festivalen er Game Scope, Lan Team Nord, Sports-Gaming.dk og DGI Nordjylland.
Ved Starcade kan blive klogere på det nye, der rører sig i spilverdenen, fra Jakob Stegelmann og Troels Møller fra Troldspejlet.
Man kan dyste i FIFA-turneringer og møde nogle af verdens bedste spillere i Europahallen. Og i Aalborghallen løber så et storslået LAN af stabelen med plads til mere end 650 amatørgamere.