Julemanden er corona-sikret i Aalborg Zoo
Fredag åbner Jul i Zoo, og blandt årets nyheder er et hyggeligt juleværksted med fokus på nordjysk håndværk, kreativitet og spændende formidling - og så er der selvfølgelig også en julemand, og han er i år coronasikret i kreativ stil. Foto: Mick Knive Anderson
Fredag åbner Jul i Zoo, og blandt årets nyheder er et hyggeligt juleværksted med fokus på nordjysk håndværk, kreativitet og spændende formidling - og så er der selvfølgelig også en julemand, og han er i år coronasikret i kreativ stil.
Når Aalborg Zoo i dag fredag slår dørene op til årets Jul i Zoo bliver det i en større og endnu smukkere version med mange nye lysoplevelser end tidligere år, lyder det fra Aalborg Zoo.
Som noget nyt udvides lysvandring også med et stort Juleværksted for hele familien. Her vil der være inspiration til alt i julen lige fra pynten, til maden og til gaverne - både de hjemmelavede og de færdigkøbte.
Gæsterne i Juleværkstedet inviteres indenfor i kreative workshops, hvor man selv kan lave julegaver eller klippe klistre sin egen hjemmelavede julepynt.
I Juleværkstedet vil man også møde Aalborg Zoos egne formidlere og blive meget klogere på dyrene i Zoo.
- Det har fra begyndelsen været vores ambition at udvikle Jul i Zoo år for år, og en af de mange nyheder i år er Juleværkstedet. Her vil vi gerne præsentere nogle af alle de gode ting Nordjylland kan byde på, og vi har haft meget fokus på at have et bredt udvalg af aktiviteter og udstillere, så der er oplevelser for alle generationer, siger Henrik Vesterskov Johansen, direktør i Aalborg Zoo.
TV2 Nord Mogens Jørgensen fik torsdag lov til at få en snigpremiere på julen i Aalborg Zoo.
Genbrug i juletiden
Genbrug og bæredygtighed er et tema der ses flere steder i årets Jul i Zoo, og blandt andet også hos Better World Fashion, som bidrager med et bud på bæredygtig genbrugsmode.
- For mig er Jul i Zoo en fantastisk mulighed for at vise vores produkter i lokalområdet i selskab med andre kreative og innovative nordjyske virksomheder, der også står for omtanke og godt håndværk, siger Thomas Thomsen fra Better World Fashion.
Covid-19 restriktionerne i de nordjyske kommuner har dog givet lidt udfordringer for nogle af virksomhederne, men andre er sprunget til med kort varsel, og derfor vil der være lidt udskiftning blandt udstillerne, når restriktionerne forhåbentlig ophæves i december.