John er indbegrebet af glæde og latter - og det smitter
Der kommer kun rosende ord fra kollegaerne om John Adora.
- Jeg er arbejdsmand. Jeg elsker at arbejde.
Ordene kommer fra John Adora, manden med det smittende smil og den smittende latter, som mange forbinder ham med.
Han arbejder til dagligt i Aalborg Lufthavn, hvor han gør rent i de forskellige fly og i diverse lokaler. Derudover kender mange ham nok også fra Lindholm Bokseklub, fra Jomfru Ane Gade eller fra AaB, hvor han står som udsmider.
Lutter ros fra kollegaer
Men lige meget hvor man kender John Adora fra, så er der én ting, der går igen, når man spørger kollegaerne. Nemlig hans evne til at få folk i godt humør.
- Hvis man har en lidt halvdårlig dag, og man ser John smile, så spreder det jo glæde. Det gør bare, at man også selv bliver glad, uanset hvilket humør man er i, lyder det fra Kirstine Holst, der er afdelingsleder for trafikkontoret i Aalborg Lufthavn.
Helle Jensen, der er tillidsrepræsentant for ISS i Aalborg, stemmer i:
- John er en humørspreder, og det er uanset, hvor han kommer hen, så kommer der store smil, store armebevægelser, og han sørger for at få hilst på alt og alle.
- Han er meget opmuntrende, og han er god til at få en i godt humør, lyder det fra Victor Møller Wriedt, der bruger mange timer i Lindholm Bokseklub sammen med John Adora.
- Så godt humør, som John har, det smitter jo bare, understreger Kim Bermann, der er vice- og driftsdirektør i Aalborg Lufthavn.
TV2 Nord har fulgt lufthavnens humørspreder på en arbejdsdag, og der får man et indblik i, hvorfor han er så vellidt. Udover at hilse på alle han møder på sin vej, er han desuden også god for en røverhistorie eller to.
Dukker altid op med et smil
Selvom Johns arbejde i Aalborg Lufthavn kan ske på nærmest alle tider af døgnet, så ændrer det ikke på hans humør, hvornår eller hvordan han bliver kaldt på arbejde.
- De fleste, der møder tidligt om morgen, kan godt se morgentrætte ud, men det kan man aldrig mærke på John, uanset om han møder klokken halv 5 om morgenen, eller om det er klokken halv 2 om natten, forklarer Anders Konggaard Madsen og fortsætter:
- Han dukker bare op, altid. Der var en gang, hvor han ikke engang nåede at tage sin uniform på, men hvor han simpelthen var her i habitjakke og slips, fordi der var behov for ham herude, så møder han bare op og er klar til at gøre sit arbejde uden sure miner eller noget som helst.
Vil hjælpe de unge
Også i bokseklubben er glæden for John stor.
- Han er en god boksetræner. Han er rigtig god til at sige, hvad man gør forkert og rette op på det, lyder det fra Victor Møller Wriedt.
Og det er ikke uden grund, at John Adora lægger kræfter i bokseklubben.
- Det er godt, de har noget at lave, og at jeg giver noget til dem. I stedet for de går ud og laver ballade, så bruger de energien her, konstaterer John Adora.
Se hele programmet med John Adora herunder:
Drømmer om at være chef
John Adoras arbejdsglæde er ikke til at tage fejl af, og han har også flere gode råd til det arbejdende folk.
- Det giver ekstra energi, hvis man er glad for det, man laver. Hvis du står op og siger, du får en dårlig dag, så får du en dårlig dag, og det er livet for kort til, konstaterer han.
Selvom han allerede har noget af et CV, så er der stadig plads til at drømme.
- Jeg drømmer om at være en stor chef og have mit eget rengøringsfirma, hvor jeg kan ansætte gode folk, der gerne vil arbejde, pointerer han.