Fiskeskipper Johnny Pedersen fra Hirtshals har taget nye redskaber i brug for at fiske mere skånsomt, og fredag viste han teknologien frem for fiskeriminister Jacob Jensen (V), der besøgte den nordjyske havn sammen med flere andre folketingsmedlemmer.
- Jeg er rigtig interesseret i, at vi kan udvikle et godt og robust fiskeri i Danmark med de mange arbejdspladser, der følger med, men hvor vi også samtidig udvikler erhvervet på en måde, så man også passer endnu bedre på havmiljøet og havbunden, siger Jacob Jensen (V), der er minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.
Se interview med ministeren her:
Slæber ikke på bunden
Det er såkaldte flydedøre, Johnny Pedersen i de seneste måneder har haft monteret på sit fartøj HG 281 Elin, som ministeren var kommet for at se. Tidligere brugte han redskaber, der slæber langs havbunden ved fiskeri med bundtrawl, men de nye trawldøre flyder cirka en meter over havbunden.
- Jeg forventer ikke, at vi fanger mindre ved at bruge sådan nogle døre, har fiskeskipperen tidligere fortalt til TV2 Nord.
- Det er rigtig interessant at opleve, hvordan man netop udvikler på redskaber, som i mindre grad rammer havbunden, men hvor man stadigvæk kan opretholde fiskeriet. Så det vil jeg selvfølgelig tage med videre i de politiske forhandlinger, der skal ske her om kort tid, siger Jacob Jensen (V).
For Johnny Pedersen betyder overgangen til flydedøre, at han kan spare 70.000 liter brændstof om året og udlede 178 tons mindre CO2. Fiskeriministeren håber, at man i den kommende tid også kan blive klogere på de miljømæssige fordele.
- Der skal selvfølgelig være et bedre datagrundlag, men det er ikke mere nyt, end der også er nogen ude i den store udland, som allerede bruger det. Vi skal blive endnu bedre til at kende det i Danmark på danske forhold, og vide, hvor effektivt det er til at fiske, men også i forhold til at passe bedre på havbunden, siger Jacob Jensen.