Iværksætterdrømme? UCN tilbyder ny uddannelse i innovation
Foto: Torben Hedemose (Arkivfoto)
Fra sommeren 2018 kan man blive professionsbachelor i innovation og entrepreneurship på UCN i Aalborg. Uddannelsen skal bidrage til vækst og udvikling i regionen.
Render du rundt med en iværksætterdrøm i maven, eller kunne du godt tænke dig at hjælpe andre nyopstartede virksomheder med at komme på fode? Så tilbyder UCN i Aalborg snart en uddannelse til dig.
Fra sommeren 2018 kan man blive professionsbachelor i innovation og entrepreneurship - en uddannelse, der skal bidrage til vækst og udvikling i Region Nordjylland ved at klæde endnu flere nordjyder på til at udvikle den gode forretningsidé og skabe nye bæredygtige virksomheder og arbejdspladser.
Fakta om den nye uddannelse
Den nye uddannelse forventes at starte til august 2018.
På uddannelsen undervises der blandt andet i kreative og innovative processer, forretningsplaner, projektledelse, virksomhedsdrift, vækst og forandringsledelse.
- De kommende studerende kan ikke bare skabe nye virksomheder - de får samtidig kompetencer til at bidrage til vækst i eksisterende virksomheder. Fokus er på innovation, kreativitet og markedsforståelse, men også kompetencer i at organisere og planlægge, så dimittenderne forstår at drive en virksomhed, der kan vokse over tid, siger uddannelseschef på UCN Business, Henriette Eduardsen.
Fokus på opstart af egen virksomhed
Uddannelsen er en såkaldt top-up uddannelse, som samlet set varer halvandet år inklusiv en praktikperiode, og som kan læses oven på en lang række af UCN's eksisterende erhvervsakademiuddannelser inden for blandt andet teknologi, design, markedsføring, salg og finans.
Uddannelsens varighed på halvandet år betyder også, at de studerende har en kort og tydelig tidshorisont for eventuelt at lancere deres egen virksomhed.
Studieleder på uddannelsen, Claus Jensen, ser frem til at modtage de nye studerende.
- Vi ser rigtig meget frem til at modtage op til 35 studerende på den nye uddannelse, som vil blive en del af vores udviklende studiemiljø på Campus Hobrovej i Aalborg. Her vil de møde studerende fra en lang række andre merkantile og teknologiske uddannelser og få en bred indsigt i fundamentet for en sund virksomhed, siger Claus Jensen.
Følgende akademiuddannelser er (udover gymnasiet) adgangsgivende:
- Autoteknolog
- Byggetekniker
- Datamatiker
- Designteknolog
- Elinstallatør
- Markedsføringsøkonom
- Finansøkonom
- Handelsøkonom
- It- og elektronikteknolog
- Jordbrugsteknolog
- Laborant
- Logistikøkonom
- Multimediedesigner
- Procesteknolog
- Produktionsteknolog
- Serviceøkonom
- VVS-installatør