Iværksætter nyder godt af sparring i Støvring: Frygter lukning af lokalt vækstcenter
Morten Kyvsgaard bruger dagligt det lokale vækstcenter i Støvring og frygter for sin virksomhed, hvis vækstcentret lukker.
Planerne om at lukke de lokale vækstcentre i de nordjyske kommuner for i stedet at samle kompetencerne i ét stort Erhvervshus i Aalborg møder igen kritik.
Den unge iværksætter Morten Kyvsgaard fra Aalborg kører hver dag turen fra Aalborg til Støvring for at komme på arbejde.
Det gør han, fordi det lokale vækstcenter og kontorfællesskab, han er en del af i Støvring, ifølge ham er ideel til at løfte hans virksomhed.
- Der er en nærhed, som man ikke finder inde i byen. Den nærhed, jeg får her, ville jeg ikke kun få i et stort erhvervshus i Aalborg med mange hundrede medarbejdere. Nærheden ville gå tabt og muligheden for at kende virksomhederne og få ordre hos dem, som vi gør her, ville også blive sværere, siger Morten Kyvsgaard.
Mister netværk og sparring
Som vi fortalte her på TV2 Nord forleden foreslår et udvalg under Erhvervsministeret at lukke de lokale vækscentre og samle dem under ét tag i Aalborg.
Og det på trods af, at omkring 50 procent af virksomhedsejerne i Støvring pendler fra Aalborg-området.
- For mig vil det være et stort tab af netværk, kompetent sparring og hurtige svar på nogle spørgsmål, som jeg kæmper med i det daglige, hvis erhvervshuset bliver flyttet til Aalborg, siger Morten Kyvsgaard.
Den nærhed, jeg får her, ville jeg ikke kun få i et stort erhvervshus i Aalborg
Morten Kyvsgaard, iværksætter
Morten Kyvsgaards startede sit kommunikationsfirma for omkring et halvt år siden. 50 procent af de opgaver, han får ind i firmaet, kommer på baggrund af samarbejdet med vækstcenteret, som bygger bro mellem ham og Business Park Nords andre virksomheder.
I Business Park Nord er hans virksomhed Kyvsgaard Kommunikation en del af et kontorfællesskab med 75 virksomheder, og så ligger det lokale vækstcenter Business Rebild også i bygningen.
- Herude kommer man lidt væk fra storbyen, og man bliver set som noget særligt, siger Jane Lindberg, erhvervs- og turistchef hos Business Rebild.
Udvalg vil samle al rådgivning under ét tag
Idéen med Forenklingsudvalgets forslag er at centralisere indsatsen, så virksomhederne ikke skal lede flere steder for at få ordentlig rådgivning.
Hvis man samler alle kompetencerne et sted i et erhvervshus i Aalborg, så er der vel også flere niveau, man kan få hjælp på. Er det ikke en god idé?
- Det korte svar er nej. Det vil ikke være optimalt, for du kan ikke servicere så stort et område med ét hus. Det tror jeg ikke på, siger Jane Lindberg.