Ingen mundbind og gang i dansegulvet: Restriktioner overholdes ikke i nattelivet
Optagelser fra weekendens fest i det aalborgensiske natteliv viser, at det kniber med at overholde coronaretningslinjerne på barerne, der i flere tilfælde minder mere om diskoteker end barer.
Lørdag var der gang i festen på Club Stygge tæt på Jomfru Ane Gade i Aalborg. Baren var tætpakket, og der blev danset og drukket masser af alkohol.
TV2 Nords journalister var også på besøg på baren, og her har de på mobilen optaget flere, der ikke bærer mundbind og flere, der danser, selvom dansegulv er forbudt i denne tid. Du kan se optagelserne i indslaget øverst i artiklen.
Reglerne er ellers klare. Alle gæster skal fremvise coronapas og booke bord for at komme ind, de skal bære mundbind, når de står op eller går rundt, og dansegulv er forbudt. Det oplever flere af festgæsterne i Jomfru Ane Gade, at der bliver set stort på, når først festen er i gang:
- Der er mange mennesker på Stygge, og folk danser på bordene, men vagten prøvede virkelig, men det er svært, når der er så mange mennesker og så få vagter, siger Sara Illemann, der var gæst på Club Stygge i Aalborg.
- Jeg synes godt, vagterne kunne have været bedre til at holde styr på, hvem der har mundbind på, for jeg ser selv nogen, der går uden mundbind, og der kan vagterne godt være bedre, siger Mai Nielsen, der også var gæst på Club Stygge i Aalborg.
- Afstand er der ikke noget af, men jeg tror også, det er fordi, de antager, at alle er negative, siger Anne Tinten, der er gæst i Jomfru Ane Gade. Hun henviser til, at alle skal fremvise et coronapas for at komme ind.
Club Stygge opruster med ekstra medarbejder til næste weekend
TV2 Nord ville gerne have spurgt daglig leder af Club Stygge, Mark Benzon, hvorfor scener som lørdagens optagelser kan ske i denne tid, men han har meddelt, at han ikke kan stille op. I stedet har han sendt dørmand på Club Stygge, Daniel Eskildsen, og ifølge ham er baren godt gearet til at håndtere restriktionerne:
- Vi gør meget for at overholde coronalovgivningen. Jeg kan ikke forestille mig, at der er mange andre steder, som har to til tre dørmænd, der går rundt og sikrer, at folk har mundbind på og sidder ned, siger Daniel Eskildsen.
På Christiansborg vækker optagelserne forargelse. Du kan se indslaget med politikernes kommentarer her:
Nordjyllands Politi har set TV2 Nords optagelser fra baren, og de har mandag taget kontakt til ejeren for at sikre, at lignende ikke gentager sig:
- Vi er nødsaget til at sætte ind over for det her. Vi har allerede kontaktet værtshusejeren, så han kan få bragt tingene i orden, siger Claus Danø, der er politiinspektør ved Nordjyllands Politi.
På Club Stygge i Aalborg har de allerede taget konsekvensen af optagelserne og har valgt at ansætte en ekstra medarbejder, der skal hjælpe med at kontrollere retningslinjerne fra næste weekend:
- Vi har taget konsekvensen af det her og har sat en ekstra mand på i næste weekend, så vi er 110 procent sikre på, at vi overholder lovgivningen. Der er en mand eller to, der udelukkende skal kigge på det her, så vi har ekstra fokus på det, siger dørmand Daniel Eskildsen.
Han fortæller også, at Nordjyllands Politi kiggede forbi flere gange lørdag:
- Politiet kigger forbi hver weekend, og nogle gange kigger de forbi to-tre gange. De var der også, da I var der, og der er ikke nogen, der har påtalt noget eller sagt, at vi gør noget forkert, siger Daniel Eskildsen.