Kort Nyt

Ingen aner, hvor han er: Efterlyser DNA i udlandet

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Den dobbelte voldtægtsforbryder fra Østerådalens DNA er ikke fundet i de danske registre.

Derfor deler Nordjyllands Politi nu hans DNA-profil med flere europæiske lande og håber, det leder til et match.

Den nye udvikling oplyses af efterforskningslederen, politikommissær Carsten Straszek.

Dermed er der ikke umiddelbart positivt nyt til hverken ofrene eller de mange hundeluftere, løbere og motionister, der benytter sig af det populære aalborgensiske naturområde.

Mandens DNA er fundet på et par sandaler og en trøje, som han efterlod, da han flygtede fra Østerådalen.

Meldingen kommer efter flere ugers tavshed i sagen.

Politiet har således af to omgange afspærret motorvejen og afsøgt området med hunde, uden de dog har været konkrete på, hvad de præcist søgte efter, andet end ting, den barfodede voldtægtsmand har efterladt.

- Det er, fordi vi har en stærk formodning om, at gerningsmanden løb tværs over motorvejen, sagde efterforskningslederen dengang.

Selve voldtægten og voldtægtsforsøget skete fredag den 20. oktober, hvor først en kvinde blev voldtaget, inden en anden blev forsøgt voldtaget kort efter.

Siden - i t-shirt og bare tæer - forduftede han fra ådalen og op i Gug. 

Du kan se hans formodede rute herunder.

I den efterfølgende weekend blev han observeret i centrum af Aalborg og Øgadekvarteret på en rød cykel og med et fladskærms-tv på ryggen.

Siden har han været forsvundet sporløst.

Sammenstød med lygtepæl endte i politijagt

Udrykningstiden var søndag ualmindelig kort, da politiet satte efter en bil i Hobro.

Klokken 14:42 fik de en anmeldelse om et færdselsuheld. Her var en bilist banket ind i en lygtepæl på Aalborgvej nær politistationen i Hobro.

Bilisten var kørt fra stedet efter uheldet, og han så ikke ud til at have interesse i at snakke med politiet. I hvert fald ville den 57-årige mand ikke standse.

Politiet måtte derfor jagte ham i knap to kilometer, før de fik ham stoppet.

Politikommissær Mikkel Brügmann fra Himmerlands Politi oplyser, at bilisten, der er fra Nørager-området, nu er sigtet for flere forhold forhold. Manden er sigtet for at flygte, og desuden er han sigtet for narkokørsel.

Beredskabet hastede ud til bygningsbrand

Et røgdykkerhold blev natten til tirsdag indsat på Høngårdsvej i Østervrå.

Her var der udbrudt brand i en virksomhed.

'Der er tale om brand i en mindre container', skrev Nordjyllands Beredskab på X klokken 04:45. Bare syv minutter senere lød det, at bygningen var sikret.

Ifølge Jesper Sørensen, der er vagtchef hos Nordjyllands Politi, har ejendommen lidt en smule skade som følge af branden. Ingen personer kom dog til skade.

Klokken 05:19 var Nordjyllands Beredskab færdige på stedet. Anmelderen var en person fra en nabovirksomhed. Politiet fik anmeldelsen ind klokken 04:08.

Kommune vil forebygge indbrud

Frederikshavn Kommune er indgået en aftale med Nordjyllands Politi om at sætte forebyggelse af indbrud på dagsordenen.

- Tryghed kommer af mange forskellige ting, men vi vil eksempelvis gerne sørge for at motivere flere beboere til at blive nabohjælpere og nabovenner, fordi vi via disse netværk effektivt kan få vigtige kriminalpræventive budskaber spredt i hele kommunen, når det er relevant, siger politidirektør Anne Marie Roum Svendsen.

Bag aftalen står også TrygFonden, Realdania, Bolius og Det Kriminalpræventive råd.

- Høj tryghed noget af det, vi som en kommune med mange mindre byer og sommerhuse har som et vigtigt budskab; at her er trygt og roligt at bo, og den tryghed vil vi nu øge endnu mere, siger borgmester Karsten Thomsen (S).