Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Informationsmøde på flygtningehotel måtte holdes to gange

Det gamle Park Hotel overfor banegården i Aalborg lukkede fornyligt, og nu vil Aalborg kommune tage det i brug som boliger for flygtninge. Det holder kommunen i aften borgermøde om på selve hotellet

Interessen for at høre om Aalborg Kommunes planer om at huse 125 mandlige asylansøgere på det tidligere Park Hotel midt i Aalborg var tirsdag aften enorm.

Tirsdag aften afholdt Aalborg Kommune informationsmøde på det tidligere Park Hotel midt i Aalborg by. Her kunne interesserede borgere høre nærmere om de planer, kommunen har om at huse 125 mandlige asylansøgere i det gamle hotel, der ligger klods op og ned af både banegård, busstation, handelsliv og natteliv i byen.

Kommunen har allerede afholdt et møde, men behovet for information om projektet var så stort, at man besluttede at holde et mere tirsdag aften. Og også her var interessen enorm.

Der var faktisk så mange borgere, der ville høre om kommunens planer og erfaringer, at mødet måtte holdes i to omgange.

Blandt de fremmødte var formændene for to nordjyske ungdomspartier. En var positive over for planerne om at huse asylansøgere midt i byen, mens den anden var meget skeptisk.

- Vi er kommet her i dag, fordi vi vil vise, at vi støtter op om projektet og vise at de flygtninge fra rundt om i verden, der ikke er ligeså heldige som os, også er velkomne i vores land, sagde Matthias Ulberg Kristensen, der er formand for SFU Aalborg.

Modsat ham står formanden for DFU Nordjylland Joachim Mortensen, der ikke forstår hvorfor, det er midt i Aalborg, de 125 mandlige asylansøgere skal huses.

- Vi har en stor undren over at vi skal placere de her mennesker midt i Aalborg. Der er store kulturforskelle, og det vil helt automatisk skabe en konflikt, lød det, inden SFU-formanden fik lov at komme med svar på tiltale.

- Vi har gang på gang set at de her folk ikke bliver ordentligt integreret i teltlejrer eller asylcentre, så derfor synes vi, det er en rigtig god idé at få dem herind hvor de agerer med danskere hver dag, så meget som muligt, hele tiden, sagde Matthias Ulberg Kristensen inden ping-pongen med den politiske kollega fortsamme.

- Det er på mange måder okay, men kommunen har ikke tænkt sig, at de skal være her så lang tid, så det giver ingen mening, at de skal integreres herinde i midtbyen. Vi har jo Jomfru Ane Gade, og vi har desværre set at de steder hvor der har været flygtninge, der er kriminalitetsraten steget meget. Vi har Jomfru Ane Gade og vi har ret mange lejligheder, så nu skal de ikke længere rejse for at kunne begå kriminalitet. Nu kan de gøre det lige ved siden af hvor de bor, sagde Joachim Mortensen inden SF-kollegaen fik aftenens sidste ord.

- Jeg tror ikke, det bliver et problem med større kriminalitet vare fordi der flytter 125 flygtninge ind på Park Hotel her i Aalborg. Jeg tror sagtens de kan agere her i samfundet her i Aalborg, og der er så god bevogtning i Jomfru Ane Gade, at det ikke bliver et problem.

Mai-britt Iversen (S) er rådmand for Familie- og beskæftigelsesforvaltningen i Aalborg, og hun fortalte tirsdag aften TV2 Nord om baggrunden for at afholde informationsmødet

- Det er fordi, det er vigtigt at borgerne kommer ind og ser, hvad det er, det drejer sig om, hvordan de kommer til at bo. Alt sammen så der ikke opstår myter. Vi gør det også fordi vi gerne vil have frivillige, der kommer ind og arbejder og laver noget med flygtningene.

Hun stod også på mål for den kritik som DFU-forman Joachim Mortensen kom med om det potentielt problematiske i at placere de 125 mandlige flygtninge midt i byen.

- Det er det muliges kunst. Vi bliver nødt til at have nogle gennemgangsboliger, for ellers ville alle aalborgensere komme bagerst i køen til boliger. Derfor har vi taget de her boliger ind. Det er et introduktionsprogram hvor folk kommer til at bo her i tre måneder og lære om Aalborg. Derefter skal de sendes videre, så vi kan få dem boligplaceret i hele byen.

Ved mødet deltog repræsentanter fra Nordjyllands Politi også, og rådmand Mai-Britt Iversen (S) er da heller ikke blind for, at der kan være udfordringer ved at tage 125 flygtninge ind midt i byen.

- Men vi kan sige, at de steder vi har haft gennemgangsboliger har der ikke været noget. Der er repræsentanter fra Kærby (der har gennemgangsboliger i dag red.). Den frygt de havde blev gjort til skamme. Men det er klart, at det er noget af det vi skal holde øje med, og hvis man er utryg, skal man henvende sig med det samme, siger Mai-Britt Iversen.


Frivillige står for julehjælpen: - Det er en ære

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Projekt Kirke i Nordjylland har i år haft rekord-mange ansøgere, og de uddeler i omegnen af 1600 julehjælpsposer.

Julen handler for mange nordjyder om den brune sovs, de sprøde flæskesvær og brune kartofler.

Men for mange andre er det slet ikke en mulighed. For fjerde år i træk stiger antallet af julehjælpsansøgninger til støtteorganisationer som Mødrehjælpen, Blå Kors og Projekt Kirke.

- Vi kan se en helt tydelig stigning. Vi kan se det på, hvor tidligt folk ansøger og det klare antal af folk, der søger. Der er flere, vi må afvise, lyder det fra Projekt Kirkes lokale koordinator i Hjørring, Vibeke Frandsen Lundorf.

David Lundager har taget sine to børn med til at hjælpe med julehjælpen.

En af de frivillige på stedet, David Lundager, sætter en ære i at møde op og hjælpe med at afvikle Projekt Kirkes dag for julehjælp.

- Det betyder meget for mig at få lov at være en del af det her. Man får lov at se alle de mange mennesker, som det her har så stor en betydning for. Det er en ære, siger David Lundager.

Se det hele indslaget om julehjælpen her:

En kurv med alt godt til julebordet- og juletræet.

I Projekt Kirkes julepose er der alt godt til juleaften, så familierne ikke skal stå med tomme tallerkener, og så er der også gaver til børnene.

- Det er mennesker, som kan have svært ved at få en jul til at køre rundt, som vi andre kan være vant til det. De får virkelig gavn af det her, siger Carsten Jensen, præst i Projekt Kirke i Hjørring.

Det gode eksempel

For David Lundager handler det ikke bare om, at han gerne vil hjælpe. Til uddelingen har han nemlig taget sine børn med, så de også lærer af det.

- Jeg synes, det er rigtig vigtigt at starte med mine egne børn, så de lærer, at det med at kunne hjælpe andre, der måske ikke har samme ressourcer og muligheder, det er rigtig vigtigt, lyder det fra faren til Levi og Mathi.


Aalborg Håndbold forlænger lang stime i jævnbyrdig topkamp

Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Aalborg Håndbold ligger nu på førstepladsen i herrernes håndboldliga.

Der var topkamp på menuen lørdag eftermiddag, da Aalborg Håndbold tog imod Fredericia på hjemmebane i herrernes håndboldliga.

Aalborg Håndbold gik ind til kampen som favoritter. Både på grund af deres sejrsstime på ni sejre i streg, og ydermere fordi gæsterne fra Fredericia ikke havde vundet i Aalborg i dette årtusinde.

Der var altså lagt op til en aalborgensisk sejr, og til sidst var det også sådan, at det endte. I en tæt og jævnbyrdig affære trak Aalborg Håndbold sig sejrrigt ud af opgøret og vandt med 32-30. Dermed har klubben nu vundet ti kampe i streg.

VIDEO: Stemningen var i top efter kampen hos spillere og fans.

Foto: Mogens Jørgensen

Afgørelse i de sidste minutter

Fredericia HK kom ellers bedst fra start og kom foran 3-1. Derfra fulgtes de to hold ad, inden Aalborg Håndbold kunne gå til pause med en føring på 14-13.

I anden halvlegs begyndelse var det Aalborg Håndbold, som kæmpede for at lave et hul, der var større end smalle et- og tomålsføringer, men Fredericia bevarede hele tiden kontakten. Midtvejs i anden halvleg mistede Aalborg Håndbold momentum i kampen, og med tre scoringer i streg gik Fredericia fra 21-21 til 23-21.

VIDEO: Simon Hald bifalder stemningen fra lægterne.

Foto: Mogens Jørgensen

I en tæt slutfase havde Aalborg Håndbold det største overskud, og med fire scoringer i de sidste minutter endte opgøret 32-30.

Med sejren ligger Aalborg Håndbold på en delt førsteplads med 27 point for 16 kampe. Næste opgave for aalborgenserne er på onsdag, når Skjern Håndbold kommer på besøg i pokalturneringen.

Læs sportsjournalist Mogens Jørgensens lyn-analyse herunder:

Mogens Jørgensen

Man forstår godt, hvorfor der hver gang kommer over 5000 tilskurere til håndbold i Sparekassen Danmark Arena, når Aalborg Håndbold spiller hjemmekamp.

De får squ noget for pengene. Ja undskyld udtrykket, men hold da op for en håndbold-oplevelse man altid får - i dag 62 mål. Nogle af dem er mere sjove og spektakulære. Især når assistenttræner Henrik Mølgaard scorer fra egen banehalvdel, så løfter taget sig i begejstring fra publikum.

I dag scorede både Møllgaard og Thomas Arnoldsen fra egen banehalvdel, da Aalborg efter en spændende og dramatisk afslutning vandt 32-30 over Fredericia og hægtede dem af i topstriden i håndboldligaen.

Simon Hald bragte Aalborg foran 31-30 med et minut igen til kæmpe jubelbrøl fra de 5200, der for længst havde rejst sig i begejstring over den vandvittig afslutning. Fabian Nordsten hev et par afgørende redninger ud af ærmet, og Fredericia voldte Aalborg store problemer hele kampen igennem - især med deres 7-mod-6-spil.

Men nu er det ti kampe og ti sejre under den nye træner Simon Dahl og assistenttræner Møllgaard. Klø bare på, for vi sidder ude på spidsen af stolen hver gang og får håndbold i topklasse og stemning, man ikke oplever ret mange andre steder end i Sparekassen Danmark Arena. Aalborg håndbold har Danmarks bedste publikum. På gensyn allerede onsdag.

Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD

Brand hos ungdomspartier muligvis påsat: - Det er rigtig ærgerligt

Foto: Per Frank Paulsen

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Nordjyllands Politi skal lave nærmere undersøgelser for at finde ud af brandårsagen - heriblandt om den har været påsat.

Det var en ubehagelig overraskelse, som Liberal Alliances Ungdom og Dansk Folkepartis Ungdom i Aalborg stødte på lørdag morgen.

I løbet af natten har der været en mindre brand på Skudehavnsvej i Aalborg i den bygning, hvor de to ungdomspartier hører til.

- Jeg og min kæreste har været dernede i dag for at kigge på det. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, siger Lærke Hermansen, der er lokalformand for Liberal Alliances Ungdom i Aalborg.

Muligvis påsat

Branden forårsagede kun udvendige skader, men Nordjyllands Politi fortalte tidligere lørdag, at der skal laves nærmere undersøgelser om brandårsagen, fordi man ikke kan udelukke, at det er en påsat brand.

- Vi er selvfølgelig berørte over det, at der er brand i vores lokaler. Vi ved jo ikke, hvad det kommer af, men hvis det er påsat, så tror vi ikke, at det er politisk. Hvis det var politisk, tror vi, at det ville være værre, siger Alex Brokholm, der er lokalformand for Dansk Folkepartis Ungdom i Aalborg.

Lærke Hermansen tror heller ikke, at branden er blevet påsat på grund af politiske overbevisninger.

- Jeg kan godt forstå, man kan få den tanke, men der kan være mange andre grunde til, at branden opstår. Det er bare en rigtig ærgerlig situation.

- Men det er op til politiet at finde ud af, og det er svært at gisne om nu, siger Lærke Hermansen.

Det er Aalborg Kommune, der ejer bygningen, mens de to ungdomspartier lejer sig ind og bruger det som klublokaler. Sidste år var der også en brand i lokalerne, uden man fik en opklaring af, hvad der havde antændt det.

- I 2023 var det jo langt værre end nu, men vi kan kun vente på, hvad efterforskningen viser, siger Alex Brokholm.


Le har fire kæpheste: - Hver af dem har sin egen personlighed

Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Le med sine fire kæpheste

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Le har været med til at arrangere sit eget stævne med hjælp fra både mor og farfar.

For de fleste ligner det bare et kosteskaft med en bamse på toppen. For 11-årige Le Sand Haven er det, det tætteste hun kommer på hendes egen pony og hendes mors hest.

- Det her er Coco. Hun er lidt lettere end de andre, forklarer den unge rytter, da TV2 Nords udsendte møder hende ved et ridestævne for kæpheste i Serritslev.

Og det er ikke bare Coco, som er speciel.

- Beauty er den letteste af mine heste, så det er hende jeg springer højt med. Og så er der Ringo og Maximus. De er begge to lidt tunge i det, forklarer hun.

VIDEO: Herunder kan du se hele indslaget:

Farfar hjalp til

Ridestævnet i Serritslev er Les egen idé. Da hun for alvor var begyndt at træne med sine kæpheste, tog hun fat i sin farfar Martin Haven, der er pensioneret tømrer. Ambitionen var at lave en hel springbane, så hun kunne holde et stævne.

- Vi kiggede lidt rundt og fandt ud af, at prisen på et spring til kæpheste var fra 600 kroner og op, så jeg måtte i værkstedet og se, hvad jeg havde på lager, forklarer den stolte farfar, som straks gik i gang med at løse opgaven.

Le Sand Haven, der til dagligt rider almindelige heste og ponyer, kom med instruktioner til tømreren om, hvordan hun ønskede springene og i takt med, at de blev færdige, har hun selv malet både stolper og bomme til hele ridebanen.

- Det er rigtig god træning for ryttere, for mange af øvelserne på en kæphest og en rigtig hest er de same, og så er det en fremragende måde at få motion på, lyder det fra Les mor Jane Sand Haven.

I dag blev ridebanen så stillet op i Vendelbohallen i Serritslev og ridestævnet var en realitet. 65 starter blev afviklet i løbet af dagen med ridepiger fra hele regionen og deres medbragte kæpheste.

Jane Sand Haven (tv.), Le og farfar Martin foran ridebanen Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Helikopter finder person i vandet: Er fløjet til sygehuset i Aalborg

Foto: Arkiv

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Artiklen er opdateret klokken 14:40, efter personen er blevet reddet op af vandet og er på vej mod sygehuset.

Lørdag eftermiddag var en redningsaktion i gang ved Skagen.

Skagen Redningsaktion havde redningsbåde i vandet, og SAR-helikopteren fra Flyvestation Aalborg var også sendt i luften.

- Det sker på baggrund af et nødsignal om en vinterbader, der muligvis er nødstedt, lød det fra vagthavende hos Forsvarets Operationscenter.

Det var personer på stranden, der slog alarm, da de så en person, som havde problemer.

Efter søgen i området hvor personen var blevet set, fandt SAR-helikopteren den nødstedte person i vandet.

- Helikopteren fik bragt personen med sig op, og personen passer til det signalement, der blev givet. De er på vej til sygehuset i Aalborg lige nu, siger vagthavende hos Forsvarets Operationscenter til TV2 Nord klokken 14:40.

- Sagen er afsluttet fra vores side, og redningsfartøjerne er også på vej i havn, lyder det.

Der er foreløbigt ingen melding om tilstanden på personen.