Indbrudsbølge: Politiet efterlyser to mistænkte
Politiet efterlyser to mulig gerningsmænd i forbindelse med en lang række indbrud.
Nordjyllands Politi efterlyser lige nu to mænd, som de mener muligvis står bag fire indbrud i Gistrup og fire tilfælde i Gudumholm i løbet af den seneste uge.
Og i løbet af april og maj var samme område ramt af hele 13 indbrud på to weekender.
- Vi har formodning om, at det er samme gerningspersoner, der er på spil – og vi vil gerne have de her forhold stoppet, så vi begrænser risici for, at borgerne får spoleret afslutningen på deres ferie ved at komme hjem til en indbrudsramt bolig, lyder det fra lederen af Berigelse, politikommissær Ulf Munch Sørensen.
SIGNALEMENT
A: lys i huden, bærer kasket med mærke på siden, jakke med hætte, brystlomme på venstre bryst, med lynlås, joggingbukser, bærer handsker med refleks, samt New Balance sko.
B: lys i huden, bærer kasket, jakke/skaljakke med hætte, halsedisse, rygsæk, handsker med refleks, samt tennissko, muligvis Adidas (striber)
Har man en idé om, hvem det kan være, bedes man ringe til Nordjyllands Politi på telefon 114.
- Flere tilfælde af indbrud i samme område kan i særlig grad skabe utryghed for de berørte borgere, så vi ser med stor alvor på det her forhold, og vi efterforsker dem i øjeblikket grundigt, så vi kan få stille de ansvarlige til regnskab for deres kriminelle handlinger, siger han.