Indbrudsbølge i to nordjyske byer: Nu offentliggør politiet billeder af mistænkte
Foto: Nordjyllands Politi
Nordjyllands Politi offentliggør nu billeder af to personer, der sættes i forbindelse med en række indbrud i Gistrup og senest Støvring.
Foråret og sommeren har budt på flere indbrud i Gistrup, og sidste weekend gik det ud over flere uheldige i Støvring.
ifølge Nordjyllands Politi har en række efterforskningsskridt givet grund til at tro, at det er de samme gerningspersoner, der er på spil i begge disse byer.
Derfor har nu offentliggjort billeder af de to mistænkte. Det er dog vigtigt at bemærke, at gerningsmændene er iført mørkt tøj, selvom det på billederne ser lyst ud grundet kameraets night vision.
Se billederne herunder:
Vær opmærksomme
Det er særligt smykker, ure og kontanter, der har været tyvenes mål, og indbruddene er primært lavet i de mørke timer i weekenderne.
- Hjælp fra årvågne borgere er ofte en vigtig håndsrækning, når vi efterforsker sager. Vær derfor for tiden særligt opmærksom på personer og/eller køretøjer i dit nærområde. Det gælder for alle nordjyder i almindelighed, men selvfølgelig i særdeleshed for jer, der bor i de aktuelt berørte områder: Gistrup og Støvring, opfordrer efterforskningsleder ved Nordjyllands Politi, politikommissær Ulf Munch Sørensen.
Her er de mistænkte
Mistænkt A
Signalement: Lys i huden, bærer en mørk kasket (formentligt Oakland Athletics) med et American League mærke på venstre side, mørk jakke med hætte, brystlomme på venstre bryst med lynlås, mørke joggingbukser, bærer handsker med refleks, samt iført mørke New Balance sko.
Mistænkt B
Signalement: Lys i huden, bærer kasket, mørk jakke/skaljakke med hætte, halsedisse, rygsæk, handsker med refleks, samt tennissko - muligvis Adidas (striber).
- Oplysninger fra borgerne kan hjælpe os på flere måder. Det kan for eksempel helt konkret føre til, at vi rent faktisk pågriber mistænkte personer, men oplysningerne kan også være med til at fastlægge deres færden, hvilket kan være vigtige spor i en efterforskning og senere endda et væsentligt bevis i en retssag.
Ulf Munch Sørensen opfordrer også til, at man gennemser sin eventuelle video-overvågning - ikke mindst hvis man bor i Gistrup og Støvring.
- Ring 114, hvis du ser noget mistænkeligt på din overvågning. Vi har ved flere lejligheder set, at tyve bevæger sig ind i indkørsler og carporte i deres jagt på huse, som de kan begå indbrud i.”