- Ikke alle fans tager på stadion for at se fodbold: Politiet følger fodboldbrag tæt
Foto: TV2 Nord
Dialogbetjente i dialog med Brøndby-fans før dagens opgør.
AaB tager imod Brøndby i et brag af en kamp, hvor Nordjyllands Politi tager deres forbehold før opgøret.
AaB er tilbage i 3F Superligaen til denne sæson.
Det er de fleste nordjyder glade for, men det giver også Nordjyllands Politi ekstra at se til på kampdagene, når storhold med mange fans kommer på besøg.
Og det er tilfældet denne søndag, hvor vestegngsklubben Brøndby IF besøger Aalborg Portland Park til noget af et fodboldbrag.
13.000 har købt billet, og der er dermed lagt op til et fyldt stadion i Aalborg.
Nordjyllands Politi er bekendt med, at der er store følelser i spil, når AaB spiller store kampe, og derfor følger betjentene også begivenheden tæt.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Uroligheder med blandt andet Brøndby-fans
- Den seneste tid har der været eksempler på, at ikke alle fans udelukkende tager på stadion for at se fodbold. Det er vi naturligvis opmærksomme på, indleder vicepolitiinspektør Sune Myrup.
- Dagens kamp er klassificeret som en kategori 3 kamp, altså en højrisikokamp. Derfor er vi årvågne og har også taget vores forholdsregler. Når det er sagt, så har optakten indtil videre været rolig, og der har været en rigtig god stemning, som vi håber fortsætter dagen ud.
Som Sune Myrup nævner, har der været hændelser den seneste tid med AaB-fans indblandet.
Blandt andet var der et større slagsmål med netop Brøndby-fans, efter AaB havde besøgt FC Nordsjælland i en kamp tidligere på sæsonen.
Du kan læse mere om episoderne i artiklen herunder:
Sune Myrup fortæller desuden om politiets tilstedeværelse.
- Vi er tilstede og synlige i Aalborg by både før, under og efter kampen. Man vil måske særligt bemærke vores dialogbetjente, som bære gule veste. Vi vil gøre vores for, at alle får en god oplevelse i forbindelse med dagens fodboldkamp på Aalborg Portland Park.
Nordjyllands Politi ønsker alle en tryg, god og festlig fodboldoplevelse på stadion, og det gør TV2 Nord også.
Kampen mellem AaB og Brøndby starter 18.00 og kan ses på TV3+, ligesom der vil være referat og reaktioner på kampen her på tv2nord.dk.