IKEA Aalborg udvider sortimentet - i kantinen
Foto: Henning Bagger, Scanpix
Efter en rundspørge blandt de nordjyske kunder er tre nye retter tilføjet menuen.
Nordjyderne vil have mere end bare de klassiske kødboller og kanelsnegle, når de besøger det store IKEA varehus i Aalborg. Det har folkene i IKEA FOOD nu valgt at reagere på.
Tre nye retter er er fra onsdag den 13/9 tilføjet menukortet. Tre retter der er valgt efter en en kundeundersøgelse, hvor 180 IKEA-kunder har svaret.
De nye retter på menukortet er tarteletter, citronfromage og lasagne.
- Jeg er meget spændt på at se, hvordan den nye menu bliver modtaget. Tarteletter og citronfromage tilhører mormorkøkkenet og er retter, de fleste danskere har et godt forhold til og forbinder med gode stunder hos deres bedsteforældre. Med lasagnen, som er den klassiske børnelivret, kan vi tilbyde noget for enhver smag og mætte både store som små maver, når kunderne besøger os i varehuset, siger Peter Elmose, der er varehuschef i IKEA Aalborg.
Klassikerne i IKEA kan man dog stadig få. De tre nye retter er blot en del af menukortet, der har hele 12 retter at byde på.