I Aarhus hedder det "rådkvinde" - i Aalborg ryster man på hovedet
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Selv om de kvindelige politikere i Aarhus Kommune netop har fået valgfrihed til selv bestemme kønnet i deres titler, men det kommer næppe til at ske i Aalborg, mener kvindelig rådmand.
I Aarhus Kommune har et flertal i byrådet onsdag vedtaget, at kvindelige rådmænd og formænd for udvælg fremover selv må bestemme lidt over deres titel - så de kan vælge at kalde sig rådkvinde og forkvinde. Eller forperson.
Men forslaget, som oprindeligt kommer fra Radikale Venstre i Aarhus, vækker ikke meget begejstring hos en af Aalborg Kommunes kvindelige rådmænd, Mai-Britt Iversen.
- Jeg vil gerne være rådmand, og jeg kan godt lide at være rådmand. Det er en titel, som ikke kønsbestemt, siger Mai-Britt Iversen (S), der er rådmand for Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen i Aalborg Kommune.
- Jeg er bestemt feminist, men der ligger en titel i ordet rådmand, som gør, at man ikke skal det lave om til rådkvinde, uddyber Mai-Britt Iversen.
- Banalt pladder
Cirka samme reaktion havde Aarhus Kommunes eneste kvindelige rådmand, Jette Skive (DF), som er rådmand for Sundhed og Omsorg:
- Jeg er rådmand, og det agter jeg at blive ved med at være. Jeg synes, det er noget banalt pladder. Det er sådan noget feministisk pladder, som jeg slet ikke kan følge og langt ud over, hvad jeg synes er vigtigt her i livet, siger Jette Skive til TV 2 ØSTJYLLAND.
- Det er en stillingsbetegnelse, og sådan er det. Det er en gammel tradition, og den vil jeg meget gerne holde fast i. Mit køn har det helt fint, om jeg bliver kaldt mand eller kvinde - i den her forbindelse, tilføjer hun.
Bliver "borgmesterinde" det næste?
Mai-Britt Iversen har da også svært ved at se, hvad en sådan ændring i titlerne på rådhuset i Aalborg skulle ende med.
- Man er jo også sygeplejerske – uanset om man er en mand eller en kvinde. Og hvad skulle det næste være - at man så ikke længere er borgmester, hvis man er kvinde, men borgmesterinde? Nej, vi skal holde fast i de titler, der er, uanset køn, siger Mai-Britt Iversen.
- Og så er der i øvrigt noget power i ordet rådmand - men det er måske, fordi jeg har meget hår på brystet, griner rådmanden.
Der foreligger ikke noget forslag om at give valgfrihed over titler i Aalborg Kommune.