Hundehvalp stjålet uden for børnehave på fem minutter
Foto: Privatfoto
Bølle på bare 12 uger blev stjålet, da Pia Jensen skulle hente sit barn i børnehaven.
Opdatering: Hunden er fundet.
Fem minutter. Så kort tid tog det, før Pia Jensens hundehvalp på bare 12 uger blev stjålet uden for den børnehave, hvor hun skulle hente sit barn, som en hvilken som helst anden dag.
- Jeg har løbet hele byen rundt. Jeg har kaldt på ham og været ude med godbidder. Jeg har kigget ved børnehaven. Han er ingen steder, siger Pia Jensen til TV2 Nord og fortsætter:
- Vi rendte rundt og ledte efter ham – i buske og haver. Både Bølle og hans snor var væk.
Familiens første hund Bølle blev bundet fast ude foran børnehaven Blåhvalen på Kuskgårdsvej 6 i Sulsted, inden han forsvandt.
Min søn siger hele tiden, at han savner Bølle. Han snakker kun om ham. På trods af, at vi ikke havde haft ham længe.
Pia Jensen
Siden da har Pia Jensen talt med to øjenvidner, der så det ske.
Det første vidne ser en kvinde tage hunden op i favnen og gå med ham, forklarer Pia Jensen.
Et andet vidne beskriver hende som en "ret ung kvinde" og undrede sig iøvrigt over måden, hvorpå kvinden forsøgte at skærme for hunden. På daværende tidspunkt skulle kvinden angiveligt have retning mod Brugsen eller det nærliggende busstoppested med Bølle under armen.
Efterlysningen er gået viralt
Siden tyveriet fandt sted, torsdag den 8. december kl 15:05, har Pia Jensen ikke set spor fra sin hundehvalp på bare 12 uger. Derfor er hun nu gået til tasterne og efterlyst sit firbenede familiemedlem i et opslag på Facebook, der siden da har fået mere end 10.000 delinger og mere end 999 kommentarer af forskellige karakterer.
- Jeg bliver høvlet ned for at forlade min hund i fem minutter. Folk kalder mig dyremishandler. Jeg var vitterlig væk i fem minutter, siger Pia Jensen til TV2 Nord.
På trods af de mange negative kommentarer, har Pia Jensen ikke overvejet at slette sit opslag - ikke før Bølle er fundet.
Derimod hører hun gerne fra enhver, der måtte have nye oplysninger i sagen ved enten at have set, hørt eller bemærket noget, der kan være gavnligt for familiens eftersøgning.
For politiet har valgt ikke at indlede en efterforskning, forklarer hun.
- Desværre er en stjålet hvalp IKKE vigtig nok for, at de vil bruge tid på det, skriver Pia Jensen i sit opslag.
Det er derfor op til familien Jensen og brugerne på Facebook at få Bølle hjem.
TV2 Nord har forsøgt at få en kommentar fra Nordjyllands Politi.