Socialt udsatte får tøj på sygehus: - Vi kan sende dem hjem som mennesker

Foto: Hans-Christian Lauritzen

Man skal sendes hjem fra sygehuset som menneske og ikke som patient.

- Det er simpelthen bare jakker her, det er dejligt. Det var lige til årstiden, siger frivillig Lis Andersson, mens hun står og tømmer indleverede sække med genbrugstøj.

- Nu nærmer vi os nogle kolde vintermåneder, og det er jo ikke særlig rart at stå på gaden i sommertøj.

Lis Andersson er frivillig på Aalborg Universitetshospital Syd. For godt et år siden så hun, at Holbæk Sygehus havde et klædeskab, hvor personalet kunne afleverer pænt og vasket genbrugstøj. Sådan et sted skulle Aalborg også have, og i dag er projektet en stor succes.

Der bliver hentet genbrugstøj til patienter i gennemsnit hver anden dag.

- Det overrasker mig rigtig meget, og jeg var faktisk ikke klar over, da vi startede det her projekt, at der var så stort et behov, forklarer Lis Andersson.

Personalets aflagte tøj bliver primært givet til hjemløse, patienter uden pårørende eller familie og andre socialt udsatte. På sengeafdeling O2 bruger de jævnligt at hente tøj i klædeskabet, som rummet med genbrugstøjet hedder.

- Vi har lige brugt det til en dame, der skulle hjem herfra, og hun var pænt klædt på fra yderst til inderst. Både undertøj og jakke. Hun var meget glad, fortæller social- og sundhedsassistent på afdeling O2 Hanne Høgh Rasmussen til TV2 Nord, der lige som meget andet plejepersonale på sygehuset er glad for muligheden for at uddele rent og pænt tøj.

Se alt det fine tøj, der bliver givet til genbrug på Aalborg Universitetshospital, Syd i indlsaget.

Kan også få en spisebillet

Man kan endda også finde eksempelvis strømper og undertøj i klædeskabet, der slet ikke er pakket ud endnu.

- Det betyder jo, at vi kan give dem noget omsorg, og vi kan give dem noget værdighed. Det der med at blive sendt hjem i patienttøj, det stråler langt væk, hvis det for eksempel er de socialt udsatte, at de kommer herfra, så det gør, at vi kan sende dem hjem som mennesker i stedet for patienter, pointerer Hanne Høgh Rasmussen.

Frivillig Lis Andersson er helt enig. Det duer ikke at udskrive eksempelvis socialt udsatte i hospitalstøj.

- Hvis man stiger ind i en bybus i hospitalstøj, så er der nogen der kigger. Det er da ikke værdigt for nogen at blive udstillet på den måde, siger Lis Andersson.

Ud over rent og pænt tøj til hjemturen, så kan socialt udsatte patienter også få en spisebillet til en af Kirkens Korshærs varmestuer, så der har et sted at gå hen, efter de er udskrevet.

- Det er fantastisk at være med til at kunne hjælpe folk, der er i nød. Det er fantastisk at være med til at hjælpe personalet til at de med god samvittighed, kan sende patienter hjem velvidende, at nu er de ordentlig klædt på og kan holde varmen i hvert fald det næste stykke tid, forklarer Lis Andersson.

Klædeskabet på Aalborg Universitetshospital Syd er nu så stor en succes, at de har tøj i overskud. Det bliver givet til byens genbrugsbutikker.


Skal fredag eller lørdag aften sparkes i gang med en festlig middag, så læs med her.

Henover sommeren nyder mange nok at starte en festlig aften i det fri. Nu er efteråret er over os, og det bliver mere attraktivt at trække indendørs. Heldigvis er der flere af Aalborgs restauranter, som er oplagte steder at tage veninderne, kollegaerne eller gutterne med hen og kickstarte en løssluppen weekend.

Spændende coctails og sydasiatiske krydderier

Sted: Chaacha, Reberbansgade 16B.

Koncept: Social dining, 450,- per person fredag og lørdag. 700,- med cocktails..

Nyder du cocktails til maden, så er restaurant Chaacha ideelt. Bag restaurantens bar bliver der nemlig shaket, mixet og rørt drinks i stride strømme.

- Vi har selv udviklet vores cocktails, så de passer til maden. Vi har leget med både mango og chili for at finde frem til de rigtige smage, der komplementerer de krydrede retter. På den måde bliver det oplagt at drikke drinks til maden, siger indehaver Darious Ravishangar.

Og det er i den grad lykkedes. De flotte drinks passer perfekt til de mange lækre retter på menuen. Hvis man vil, kan man supplere den kulinariske oplevelse med en cocktail festival, som giver fri adgang til drinkskortet i mere end to timer. Selve maden er inspireret af det sydasiatiske køkken, og med social dining konceptet er der lagt op til skønne retter, man kan deles og hygge om, så længe, man har lyst.

- Vi vil gerne skabe en atmosfære, som er let, hyggelig og festlig, samtidig med at kvaliteten på tallerknerne er i orden. Det er et socialt sted, og vi opfordrer til, at man også gerne må være løsslupne og skåle med nabobordet, siger Darious Ravishangar.

Hele bordet skal blive enige om social dining, hvor man udvælger otte retter fra menuen, som bliver serveret i omgange. Vil man hellere køre a la carte, kan man selvfølgelig også det.

Fri drikke i fire timer

Sted: Søgaards Bryghus, C. W. Obels Plads 1A.

Koncept: All inclusive, 649,- per person i weekenden.

Hos Søgaards Bryghus er det ikke prisen, der skal afgøre, om du vil have en ekstra øl eller mere vin i glasset. Prisen er nemlig fast og inkluderer en snack, tre retter og fri adgang til øl, vin og kaffe i fire timer.

- På den måde ved man, hvad prisen bliver. Der er ingen begrænsninger, og det kan vi godt lide, siger ejer Claus Søgaard.

De fire serveringer er på en og samme tid overraskende og forventelige for et bryghus. Hovedretten bestående af en lækker mør svinekotelet med whiskysauce passer perfekt til de specielle øl, man selv tapper efter behov. Foretten med laks og den fine dessert med mazarin, skum og bær er måske mere uventet for et sted, der kalder sig et bryghus - men det viser den smukke sammensmeltning af Hr. og Fru Søgaard, som er kernen i all inclusive konceptet.

Menuen skifter nogle gange om året, så har man allerede smagt den én gang, og ønsker at komme tilbage, er der råd for det.

- Vi kan godt lave lidt om og tilpasse, hvis vi ved det på forhånd, siger Claus Søgaard.

Der skal bestilles bord til de velbesøgte aftener, hvor der i den grad er lagt op til en festlig omgang.

- Rigtig mange kommer her for så enten at gå ind på vores pub ved siden af bagefter eller tage videre i byen. Så der er en hjemlig løssluppenhed og fri og glad atmosære, siger Claus Søgaard.

Eksotiske vibes og velsmagende menuer

Sted: Menendez, Ved Stranden 7C.

Koncept: Menuer med drikkevarer, 900 - 1100 per person.

Vil du læne dig tilbage og bare fokusere på at hygge dig med vennerne, spise lækker mad og sippe gode drinks uden at skulle tage stilling til særlig meget, så er Menendez oplagt. Med deres store eller lille Memendez-menu bliver der nemlig sørget for snacks, en uhyre lækker cocktail, vin og mad i særklasse.

- Vi vil gerne give den her lidt eksotiske oplevelse - både på tallerknen, i vores glas og i hele stemningen, siger ejer Anne Menendez. Og i weekenden bliver det altså til lidt af en eksotisk fest i restauranten, hvor der flyver drinks over disken og flere kommer ind kun for at nyde deres skønne cocktail-kort.

- Der kommer en del ind for bare at hygge sig i baren, så det er også med til at sætte lidt gang i den lidt festlige atmosfære, vi gerne vil have, siger Anne Menendez.

Det eksotiske går også igen i musikken, som er præget af latinamerikanske toner, og det sætter den helt rigtige vibe for at få lyst til at slå sig lidt løs, når de sidste retter er spist - retter, som har tydelige referencer til Anne Menendez' rødder i Bolivia og El Salvador, og som på en og samme tid kombinerer fin gastronomi med udsøgt finger-food.

Har man mere lyst til at bestille enkelte retter fra kortet, kan man selvfølgelig også det. Men der er altså noget skønt ved at læne sig tilbage og blive forført af maden i flok.


Erstatninger ikke nok: Landmand håber på at kunne skyde ulven

Foto: Michael Schmidt Thomsen / TV2 Nord

Et flertal af EU-landene har sagt ja til at ændre ulvens status fra 'Strengt beskyttet' til 'Beskyttet'.

- Jeg håber, at det bliver sådan, at hvis en ulv gentagende gange går på dyrene, så kan den skydes.

Ordene kommer fra landmanden Kim Andersen fra Hørby lidt uden for Sæby.

TV2 Nord har flere gange talt med ham efter ulveangreb, og i dagens anledning har vi kunnet tale med ham om ny lovgivning fra EU. Der er nemlig nu en chance for, at Kim Andersens håb kan blive til virkelighed.

EUs ministerråd har nemlig netop vedtaget at man ændrer ulvens status i Europa fra 'strengt beskyttet' til blot at være beskyttet. Som det er nu, kan man kun få lov til at skyde en ulv, hvis den bliver betegnet som en problemulv. Og den dispensation har ingen endnu fået i Danmark. Men med den nye lov, kan der være mere lempelige regler på vej.

Det har blandt andet Dansk Jægerforbund kæmpet for, siden ulven i 2012 blev set i Danmark for første gang i næsten 200 år.

Passer bedre på sine kalve

Ulveangrebene på Kim Andersens ejendom har fået ham til at ændre måden, han driver stedet på.

- Om vinteren, når vi kan se, der kommer kælvning, så laver vi et indelukke, så kalvene kun lige kan komme ud at få luft. Det er ulven, der har påtvunget os det, forklarer han.

Man får jo erstatning, hvis en af ens dyr bliver angrebet. Er det så ikke godt nok?

- Nej. Det er da fint at få en erstatning, men det er den der uro du har, hvis du føler, der er noget galt inden for hegnet. Der er simpelthen ikke noget værre, mener landmanden.

Herunder kan du se et indslag tilbage fra 2018, da en ulv havde angrebet, spist og dræbt en helt nyfødt kalv på Kim Andersens gård.

Episoden fra 2018 tænker han stadig på.

- Det var frygteligt. Jeg tænker da også på, hvordan kalven fik sådan en tur. Det er jo ingen spøg, siger han.

Han er ikke i tvivl om, at med ulvens indtog i Danmark, så vil der ryge flere husdyr.

- Er det ikke 5 kilo kød om dagen, ulven skal have? Der er selvfølgelig meget råvildt og kronvildt, men der vil også komme til at ryge nogle flere af vores, siger han.


Pinlig rekord lurer - AaB-sejr kan gøre det onde ved Vejle

Taber Vejle til AaB, vil holdet udligne amatørhold fra 2001/02

Head to head

  • De to hold har mødt hinanden 36 gange i Superligaens historie. Vejle har blot vundet 4 gange, mens AaB har vundet 21 opgør. De resterende 11 kampe er endt uafgjort. Målscoren er 37-71 i AaB's favør, hvilket giver et gennemsnit på præcis 3 mål per kamp.

  • Hvis tiden før Superligaens indførsel i 1991 medregnes, har de to hold i alt mødt hinanden 74 gange i landets bedste række. Det er således en jubilæumskamp i Nørreskoven.

  • Vejle har ikke vundet på hjemmebane i Superligaen over AaB siden 28. oktober 2001, hvor Vejle vandt 4-2. Kampen havde 6 forskellige målscorere.

  • Samtlige 17 opgør i Vejle er endt med mindst én scoring.

  • I maj 2000 vandt AaB hele 7-1 hjemme over Vejle. Det rangerer stadig som AaB’s næststørste sejr i Superligaens historie. Søren Frederiksen, der stadig er den næstmest scorende spiller i Superligaens historie med 139 mål, scorede to gange i kampen.

  • Allan Sousa har tidligere spillet for både Vejle og AaB. Brasilianeren nåede i alt 112 Superliga-kampe, hvilket er 6.-flest blandt brasilianere i dansk fodbold. I debutsæsonen 2018/19 blev Sousa udvist to gange og er samtidig den Vejle-spiller med næstflest gule kort (25) i Superligaens historie.

  • Vejles Anders K. Jacobsen har tidligere spillet 55 Superliga-kampe for AaB, hvor det blev til 17 mål. ’AK47’, som han kaldes, har endnu ikke scoret for Vejle i Superligaen.

  • Hverken Vejle eller AaB har spillet uafgjort i denne sæsons første 10 spillerunder. AaB har dog vundet 4 kampe indtil nu, mens Vejle stadig er uden point.

  • Vejle har scoret 7 mål i denne sæson, mens AaB har scoret 10. Ingen mål er scoret af en forsvarsspiller. Det er de eneste to klubber uden mål fra de bagerste rækker.

  • Dommer Morten Krogh dømmer sin Superliga-kamp nummer 131 i karrieren. Krogh dømte AaB - Vejle i oktober 2020, hvor Vejle vandt 3-1. Han har dømt Vejle én gang tidligere i denne sæson, hvor holdet tabte 2-0 til FC Midtjylland.

Lidt fra klubberne

  • Vejle tabte senest 2-1 til FC København og har nu tabt 11 kampe i træk (inklusiv sidste sæson). Rekorden for flest nederlag i træk indehaves af Lyngby (12). Den rekord blev dog sat, da Lyngby i 2001/02 måtte spille med amatører, efter klubben gik konkurs i løbet af sæsonen.

  • Vejle er det første hold i historien til at tabe de første 10 Superliga-kampe i en sæson. Klubben brød sin egen rekord fra 2006/07-sæsonen, hvor holdet tabte de første 9 kampe.

  • Hvis Vejle får blot ét point i kampen mod AaB, vil klubben runde 300 point på hjemmebane i Superligaens historie.

  • Vejle har indkasseret 26 mål i sæsonens første 10 spillerunder. Holdet er blot 10 mål fra at indkassere den samlede måltotal for hele sidste sæson (36).

  • Lundrim Hetemi begik senest et straffespark mod FC København. Albaneren er spilleren i den nuværende Vejle-trup med flest Superliga-kampe for klubben (54), men han har aldrig scoret for Vejle i Superligaen.

  • Vejle er det eneste hold i Superligaen, der endnu ikke har scoret inden for kampens første 30 minutter.

  • Vejle har indkasseret 26 scoringer i denne sæson, hvoraf 19 er blevet scoret i 2. halvleg. 8 af målene er sat ind mellem spilminut 46 og 60.

  • Musa Juwara er den spiller med flest indlæg (43) indtil nu i Superligaen.

  • Vejle har fået flest gule kort i denne sæson (25). Hamza Barry, Musa Juwara og Stefan Velkov er alle i karantænefare ved næste gule kort.

  • Vejle er holdet, der har begået flest frispark i sæsonen (137).

  • Vejles målmand Igor Vekic har haft 41 redninger i denne sæson, hvilket er flest af alle keepere. Alligevel har sloveneren endnu ikke vundet et eneste point til Vejle.

  • Vejle har indkasseret 72 hjørnespark i denne sæson, mens Brøndby til sammenligning blot har indkasseret 34.

  • AaB kan spille sin kamp nummer 400 uden scoring i landets bedste række. Kun AGF (441) har flere målløse kampe end AaB.

  • AaB holdt senest Sønderjyske fra at score og holdt dermed buret rent for første gang i 13 Superliga-kampe (inklusiv sidst holdet var i Superligaen).

  • AaB har vundet samtlige 4 Superliga-kampe hvor holdet har scoret. AaB har ikke formået at score i de 6 Superliga-kampe de har tabt.

  • Nicklas Helenius spillede senest sin Superliga-kamp nummer 163 i AaB-trøjen. AaB har nu scoret præcis 200 mål i de 163 Superliga-kampe, som Helenius har været involveret i. Angriberen leverede også sæsonens første assist, hvilket var hans assist nummer 35 i Superliga-karrieren.

  • Vincent Müller var tilbage i AaB-målet efter én kamp på bænken. Tyskeren blev noteret for 4 redninger i kampen og har nu i alt 34 redninger for sæsonen.

  • Mathias Jørgensen scorede senest et hattrick mod Sønderjyske. Det var Superliga-hattrick nummer 28 af en AaB-spiller, hvilket er flest i Superligaens historie. Brøndby ligger nummer 2 med 27 hattricks. Angriberen har nu været involveret i 7 af AaB’s 10 Superliga-mål i denne sæson.

  • AaB har blokeret 45 afslutninger i denne sæson, hvilket er flest af alle hold.

  • AaB er det eneste hold i Superligaen, der endnu ikke har scoret via en standardsituation.

  • AaB har haft 122 afslutninger indtil nu i sæsonen, men kun 30 har ramt inden for målrammen. Det giver en afslutningspræcision på blot 25 %, hvilket er lavest af alle hold i ligaen.

  • Oumar Diakhité er tilbage for AaB efter endt karantæne.


Store navne byder sig til – fodbolddirektør er forundret

Foto: Mette Nielsen / TV2 Nord

Henvendelserne har været mange, siden cheftrænerposten søndag blev ledig i Vendsyssel FF.

Vendsyssel FF står stadig uden træner, efter klubben søndag meldte ud, at de havde afbrudt samarbejdet med cheftræner Bo Zinck og assistenttræner David Olsen efter en skuffende start på sæsonen, hvor holdet ligger på en 10. plads i NordicBet Ligaen.

Men ifølge direktør Lars Glinvad afholder de i disse dage samtaler med flere emner til den ledige cheftrænerpost.

- Jeg og vi andre i Vendsyssel FF er positivt overrasket over, hvor mange henvendelser vi har fået angående jobbet, fortæller Lars Glinvad til TV2 Nord.

Tirsdag skrev mediet Campo, at Randers FC's assistenttræner Fatah Abdirahman er et emne i klubben. Noget som Lars Glinvad senere har afvist at kommentere på til TIPSBLADET.

De mange henvendelser Vendsyssel FF har modtaget vækker glæde hos direktøren.

- Vi har fået nogle henvendelser, hvor vi har tænkt 'vil den her trænerkapacitet virkelig flytte til Hjørring for at træne vores klub', og det tyder på, at det er et eftertragtet trænerjob, siger Lars Glinvad. 

Han fortæller, at klubben stadigvæk har samtaler med potentielle emner de næste dage, men de vil ikke forhaste sig, så der bliver ikke sat navn på en ny træner lige nu og her.

- Vi venter gerne en uge eller to for at være sikre på, vi har den rigtige træner, lyder det fra Lars Glinvad.

Vendsyssel FF spiller fredag aften kamp på udebane mod Hillerød, mens det andet nordjyske NordicBet Liga-hold, Hobro IK, hjemme møder bundholdet FC Roskilde. 


Det prisvindende mejeri tog i denne uge en af de helt store priser med hjem til Aabybro.

- Man er stolt af sit produkt, sin virksomhed og sit personale.

Det fortæller medejer af Aabybro Mejeri og søn til Niels Henrik Lindhardt, Niels Jørgen Lindhardt, som netop med stor succes har deltaget i mejerikonkurrencen ved International Food Contest i Herning.

Det nordjyske mejeri løb nemlig med den største pris, 'æresprisen', i kategorien 'Desserter, softicemix og iscreme' for deres kakao softice mix.

De tilmeldte blev bedømt på emballage, lugt, smag, konsistens, bygning, farve/indre og ydre/udseende. Og det var netop på smagen, at nordjydernes softice skilte sig særligt ud.

- Nu får vi lidt vist, at vi har fat i den lange ende.

Mejeriet tog også æresprisen i 2022 for deres saltkaramel flødeis.

Aabybro Mejeri modtog æresprisen for deres kakao softicemix. Foto: Aabybro Mejeri Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Niels Henrik Lindhardt er svært tilfreds med prisen, som han og sønnen Niels Jørgen Lindhardt og resten af mejeriet har modtaget. Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Niels Henrik Lindhardt er svært tilfreds med prisen, som han og sønnen Niels Jørgen Lindhardt og resten af mejeriet har modtaget. Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Ikke den eneste sejr nordjyderne tog med hjem

Ved konkurrencen, som forløb fra 1. til 3. oktober, er der ifølge mejeristen tilmeldt omkring 1000 produkter i en række kategorier fra forskellige mejerier primært i Norden.

Aabybro Mejeri/Ryå Is tog dog også flere priser med hjem i samme kategori.

Det blev nemlig blandt andet også til guld for deres saltkaramel flødeis og deres karamelfromage.

I kategorien blev der uddelt to gange guld, fem gange sølv og seks gange bronze, hvoraf nordjyderne vandt 10 af priserne - samt æresprisen, som der kun gives én af per kategori.

- Man tænker 'yes'! Man tænker på sit personale, der har gjort et virkelig godt arbejde.

Men selv med de nye priser og anerkendelsen skal der ifølge medejeren ikke hviles på laurbærrene.

- Nu skal vi bare fejre det med personalet og tilbage til hverdagen igen og opretholde den høje kvalitet.

Video: Niels Jørgen Lindhardt, der er søn af Niels Henrik Lindhardt, er gået i sin fars fodspor.