Hospitalsdirektør stopper øjeblikkeligt efter store økonomiske udfordringer
Foto: Region Nordjylland
Jens Ole Skov får 4,2 millioner kroner (inklusiv pension) i opsigelses- og fratrædelsesgodtgørelse i henhold til kontrakten.
Hospitalsdirektør Jens Ole Skov stopper som hospitalsdirektør på Aalborg Universitetshospital per dags dato. Det oplyser Region Nordjylland i en pressemeddelelse.
Stoppet sker efter, at der - ifølge Regionen - er indgået en gensidig fratrædelsesaftale mellem parterne.
Baggrunden for aftalen er de store økonomiske udfordringer på Aalborg Universitetshospital, hvor prognosen for 2023 på nuværende tidspunkt viser et minus på 225 millioner kroner.
- Vi har ikke tillid til, at det bliver bedre i fremtiden i det nuværende set-up. Vi har fra et enigt forretningsudvalg og fra direktionens side løbende understreget, at der skal sikres budgetbalance. Derfor har vi vurderet, at der er brug for en ny profil til at få hospitalet i økonomisk balance, siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V).
Jens Ole Skov får 4,2 millioner kroner (inklusiv pension) i opsigelses- og fratrædelsesgodtgørelse i henhold til kontrakten.
Konstitueret hospitalsdirektør er på plads
Indtil regionen har rekrutteret en ny hospitalsdirektør, overtager den tidligere hospitalsdirektør for Rigshospitalet, Per Christiansen rollen på universitetshospitalet i Aalborg. Det sker på mandag 2. oktober.
- Vi mener, at Per Christiansen er den rette til at træde til lige nu i en overgangsfase, udtaler konstitueret regionsdirektør Anne Bukh.
21. september sagde Martin Kjær, der var den daværende projektdirektør for det kommende supersygehus, op. Dermed nåede han kun at få knap halvandet år på posten, som han overtog efter Niels Uhrenfeldt.