Højsæson for påkørsler venter forude - nordjysk kommune topper liste
Foto: Asger Thielsen / Dyrenes Beskyttelse
Efteråret er højsæson for hjortepåkørsler, og Dyrenes Beskyttelse har derfor en opfordring til bilisterne.
Det er en ærgerlig liste, Aalborg Kommune topper. Den nordjyske kommune er nemlig den kommune i landet, hvor der er sket flest hjortepåkørsler i årets første ni måneder.
Det fortæller Dyrenes Beskyttelse, som har lavet optællingen over, hvor mange gange organisationen er blevet kaldt ud til en påkørsel.
Og det ender sjældent godt, når en hjort og en bil kolliderer på vejene.
- Det er selvsagt voldsomt for hjorten, der oftest vil miste livet - og ikke altid på stedet. Men som bilist er det også virkelig chokerende at påkøre et stort dyr, der, afhængig af hjortearten, kan veje op til 150 kilogram, siger Michael Carlsen, der er biolog hos Dyrenes Beskyttelse.
'Let foden fra speederen'
I alt er Dyrenes Beskyttelse rykket ud til 7529 hjortepåkørsler i de første ni måneder af 2024. Aalborg Kommune er topscorer med 272 påkørsler, og der kommer sandsynligvis en del flere til i den kommende tid.
Fakta: Når uheldet er ude
Hold ind til siden, hvor det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Find ud af, hvor du er. Det kan være vejnavn, vejnummer, kilometersten/vejkantspæl eller GPS-koordinater.
Marker gerne stedet tydeligt, hvor ulykken er sket, f.eks. med en klud.
Ring 1812, hvis dyret er såret - også selvom dyret er løbet væk.
Hold afstand, så dyret ikke stresses
Ring til Falck, hvis dyret er dødt.
Kilde: Dyrenes Beskyttelse
- I efteråret er den store udfordring, at dagene bliver kortere og kortere. Det betyder, at vi transporterer os til og fra arbejde i skumring og dæmring, hvilket falder sammen med de tidspunkter på døgnet, hvor hjortene bevæger sig mest. Og det giver et øget antal påkørsler, siger Michael Carlsen og fortsætter:
- Derfor er vores anbefaling, at man letter foden fra speederen, når man kører langs grønne områder, er på vagt for lysende øjne i vejkanten og noterer sig, når skiltning advarer om øget risiko for hjorte i området. Derudover er det også værd at vide, at hjorte er flokdyr, så en hjort krydser sjældent vejen alene.