Hjælper fleksjobbere i arbejde: - Det er en jungle at finde rundt i
Det kan være svært at finde et fleksjob, der er nemlig ikke ret mange af dem, lyder det fra en ekspert.
- Jeg har en autismediagnose, og det betyder, at jeg kun kan arbejde omkring 27 timer om ugen.
Sådan siger 29-årige Janni Altmann Jensen, der i mange år ledte efter et fleksjob.
- Det var rigtig kompliceret. Jeg vidste ikke, hvordan man skulle gøre. Og samtidig var uvisheden rigtig slem og gjorde mig utryg, siger hun.
I lang tid lykkedes det ikke, men så fik hun hjælp. Og i dag arbejder hun hos virksomheden Special Minds i Aalborg, hvor hun både gør rent og hjælper med grafisk arbejde.
- Det er rigtig dejligt, for jeg føler, at jeg kan bruges til noget. Det har jeg ikke følt før, siger hun.
Hjælp til fleksjob
Hjælpen kom fra Tina Campbell, der på grund af fysiske udfordringer også selv har erfaring som fleksjobber. Derfor ved hun godt, at det kan være noget af en udfordring at finde et fleksjob.
- Det er en stor jungle at finde rundt i. Både i forhold til at finde et fleksjob, som der jo virkelig ikke er mange af, men også i forhold til, hvordan man skal begå sig, når man søger et, siger Tina Campbell, der er indehaver af Campbell.dk.
Så oplever jeg også, at der kommer flere og flere hen til mig, selvom de faktisk har været igennem kommunen. Men det er lige som om, der mangler et eller andet for dem
Tina Campbell, indehaver, Campbell.dk
Derfor startede hun sin egen virksomhed, hvor hun hjælper andre med at finde et fleksjob.
Men kan kommunerne ikke godt selv klare den her indsats?
- Jeg tænker, at det kan være svært for kommunerne, fordi de har meget det der en til en, hvor jeg kan samle mange flere. Derudover så oplever jeg også, at der kommer flere og flere hen til mig, selvom de faktisk har været igennem kommunen. Men det er lige som om, der mangler et eller andet for dem, siger Tina Campbell.
Det koster samfundet penge
Ifølge Thomas Bredgaard, der er arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet, er det et reelt problem, at der er så få fleksjobs.
- Det koster samfundet penge, og det er heller ikke særlig godt for den enkelte at stå der og vente på et fleksjob, siger forskeren.
Han peger på, at manglen på fleksjobs kan skyldes, at virksomhederne ikke er klar over, at de kan slå stillingerne op.
- Der er mange arbejdsgivere der gør som de plejer, altså de opslår almindelige jobs, men ikke fleksjobs, siger han.
For Janni Altmann Jensen er fleksjobbet i hus, men hun tvivler på, at det var sket uden Tina Campbells hjælp.
- Jeg tror, at jeg stadig ville have siddet på kontanthjælp eller bare hjemme i min lejlighed lukket inde. Uden hende så havde jeg nok ikke banket i bordet og taget tingene i egen hånd, siger Janni Altmann Jensen.