Hjælpepakke bliver modtaget med skepsis
Direktør i Profox, Mikkel Rodkjær, frygter, at man allerede i den kommende uge vil begynde at se fyringer i underholdningsbranchen.
Selvom regeringen og flere af folketingets partier i går præsenterede en ny hjælpepakke til kulturlivet, er det langtfra alle virksomheder i branchen, som nu kan ånde lettet op.
Store steder som Aalborg Kongres og Kulturcenter er lettede efter gårsdagens udmelding, men hos underleverandørerne er fremtiden stadig uvis.
På Profox’ lager i Svenstrup står lys- og lydudstyr stablet som aldrig før. Siden coronakrisen lukkede Danmark ned har firmaet mistet omkring en halv million kroner om månede
I går kom et bredt politisk flertal i Folketinget med en ny aftale om hjælpepakker til netop kulturlivet, men det er ikke klart, om firmaet får gavn af pakken.
- Vi ved jo pt. ikke, om vi er indbefattet af dem eller ej. Jeg er desværre ikke blevet ret meget klogere. Jeg håber selvfølgelig, at vi er med, for så kan vi omstille os til den nye virkelighed, siger Mikkel Rodkjær, der direktør i Profox.
Normalt plejer Profox at levere udstyr til 1500 arrangementer på et år – i år er de nede på 400 arrangementer, hvor omkring 300 fandt sted inden coronakrisen.
- Ligesom vi allerede har set de første hotelkonkurser, så hvis vi bare bliver overladt til os selv, så falder vi som fluer på en række, forklarer Mikkel Rodkjær.
For at få kompensation for et aflyst eller udskudt arrangement skal arrangementet have været planlagt før april måned i år.
- Dem der får gavn af hjælpepakken, det er de store festivaler vi kender som Roskilde Festival, men desværre ikke alle de underleverandører, der sætter hegn op, laver lys og lyd, forklarer Alexander Nepper, politisk chefkonsulent, SMV Danmark.
Konkurser lurer om hjørnet
Hos brancheforeningen for små og mellemstore virksomheder håber de, at virksomhederne kan få kompensation og ikke kun gavn af en pulje til omstilling.
- Hvis vi spørger vores medlemmer, så svarer 51 procent af dem, at de går konkurs inden næste højsæson, hvis de ikke får hjælp, siger Alexander Nepper.
Hos Profox kan de se frem til 32 arrangementer resten af året mod over 600 på samme tid sidste år. Og det betyder, at der fyringer linet op i den kommende tid.
- På mandag forventer jeg, at vi kommer til at se nogle fyringer alt andet vil være utænkeligt. Men vi skal have hjælp til at omstille os, frygter Mikkel Rodkjær.