Hercules-fly sendt på mission i Tyrkiet
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Hercules-flyet sendes på nødhjælpsmission i Tyrkiet fra Flyvestation Aalborg.
Det store militærfly Hercules er onsdag blevet sendt på mission.
Efter to store jordskælv ramte i Tyrkiet og Syrien tidligere på måneden har flere end 47.000 mennesker mistet livet, mens et stort antal bygninger ligger i ruiner, og millioner af mennesker er blevet hjemløse.
Verden over bidrager flere lande derfor med nødhjælp til de to områder, og her er Danmark ingen undtagelse.
Kort efter jordskælvene skulle flyet have været sendt afsted mod Østrig for at samle 77 nødhjælpsarbejdere op, men på grund af motorproblemer, måtte Hercules blive hjemme.
Nu er flyet dog klar igen, og noget af nødhjælpen er blevet lastet på flyet. Første stop er i Tyskland, hvor mere nødhjælp skal samles op.
Nødhjælpen ud til lokalområderne
Det er ikke kun bygninger, der har taget skade af de kraftige jordskælv. Også den tyrkiske infrastruktur i form af broer og veje er blevet beskadiget.
Netop derfor skal det danske fly hjælpe med at få nødhjælpen ud til de ramte områder fra forskellige opsamlingscentre i Tyrkiet. Det er primært Østtyrkiet, der har behov for hjælp.
- Det drejer sig formodentlig om tæpper, telte, mad og hvad der ellers måtte være nødvendigt, fortæller Morten Valentin, presseofficer ved Flyvestation Aalborg.
Hercules-flyet kan laste omkring 20 tons gods.
Ved endnu ikke hvor længe
Det er tyrkerne selv, der gennem et multinationalt samarbejde om lufttransport, European Air Transport Command i Eindhoven, har bedt om støtte til lufttransport.
Og det er netop, hvad Hercules-flyet nu er på vej med.
- Indtil videre skal vi være væk i seks dage, og så må vi se, om der stadig er et behov efter det, fortæller Morten Valentin.
Der er fem mand med ombord på flyet.