Her er undskyldningen: Borgmester har gjort sig særligt klar til Gravenshoved-undskyldning
Den officielle undskyldning er ikke afslutningen på sagen.
Borgmester i Aalborg, Thomas Kastrup-Larsen (S) gav tirsdag klokken 16.30 en officiel undskyldning til Gavenshoved-ofrene på vegne af Aalborg Kommune.
Den nuværende borgmester har ikke selv haft noget med kostskolen at gøre, som blev drevet af kommunen og Nordjyllands Amt frem til starten af 1990'erne.
- Det er en del af det at være borgmester. Aalborg Kommune har eksisteret i mange år, så selvom det er mange år siden, det er sket, så er det også mit ansvar at få rettet op på de ting, nu hvor jeg står i spidsen, fortæller Thomas Kastrup inden undskyldningen til TV2 Nord.
Du kan se billeder fra arrangementet herunder:
Det er sjældent at kommuner skal ud at undskylde som i dette tilfælde. Derfor har borgmesteren søgt vejledning, inden han skal skrive den officielle undskyldning.
- Jeg har sparet med mine kollegaer omkring, hvordan vi får alle vinkler med. Jeg synes desuden, det er rigtig vigtigt, at det bliver en undskyldning, der er uden forbehold og omsvøb. Vi skal ikke beklage os, men undskylde, fastslår han og fortsætter.
- Det er vigtigt for mig at levere den her undskyldning i et setup, hvor den bliver leveret i øjenhøjde, så der ikke er tvivl om, hvad det er for nogle ting, som vi gerne vil sige undskyld for, og hvorfor vi gør det.
Du kan læse undskyldningen her:
Thomas Kastrup Larsens undskyldning
"Undskyldningen er til de af jer, der som børn på Gravenshoved Kostskole havde oplevelser, som børn ikke skal have, hverken dengang eller nu. Det krævede mod at stå frem, at stå sammen, at skrive jeres beretninger og at overbringe dem til os. Det er godt, at I gjorde det.
Børn skal have det godt. De skal lyttes til og anerkendes for dem, de er, og for det de kan. Det blev I ikke dengang, men det bliver I nu. Vi har set de børn, I var. Vi har hørt de voksne, I er blevet.
For de oplevelser, mange af jer, der var elever, ikke skulle have haft på Gravenshoved Kostskole.
Undskyld."
Håber på at give ofrene noget
Selvom en officiel undskyldning ifølge nogle ikke er nok, så håber Thomas Kastrup-Larsen alligevel, at det kan give ofrene noget med på vejen.
- Jeg håber på, at den kan være med til rent følelsesmæssigt at få rettet op på nogle ting hos dem, så de føler sig anerkendt og set, som de før beklagede sig omkring, de ikke følte, så det vil jeg rigtig gerne give dem en oplevelse af, at de er blevet efter undskyldningen tirsdag, understreger han.
Den officielle undskyldning er heller ikke afslutningen på hele sagen. Den vil nemlig fortsætte noget tid endnu.
- Der kommer et efterspil i forhold til det her omkring godtgørelse og erstatning, så det kommer jo til at køre noget tid endnu, men jeg håber på, at eleverne mentalt vil føle, at de er blevet set, hørt, taget alvorligt og respekteret, siger borgmesteren.
Det er klokken 16.30, at borgmesteren vil give den officielle undskyldning.