Henrik vil have sin demente kone på plejehjem: Har ventet næsten tre måneder på Familieretshuset
Henrik Knudsen har ventet flere måneder på svar fra Familieretshuset, så han kan søge om en plejehjemsplads til sin syge kone.
59 års ægteskab byder på op- og nedture, men i de seneste måneder har det mest været det sidste hjemme hos Henrik og Inge Knudsen. Inge lider af Alzheimer på syvende år, og sygdommen er nu så fremskreden, at det er tid til at komme på plejehjem.
Ægteparret lavede for fire år siden en fremtidsfuldmagt, og Henrik Knudsen var derfor overbevist om, at han nemt kunne søge om en demensplads på et plejehjem til sin syge kone, når sygdommen tog fart.
- Jeg troede, at jeg havde fuldstændig styr på, at jeg kunne søge en plejehjemsplads til Inge. Det kunne jeg bare ikke.
Flere måneders ventetid
I starten af året bad Henrik Knudsen om at få aktiveret ægteparrets fremtidsfuldmagt hos Familieretshuset for at kunne søge en plejehjemsplads til Inge. Men den offentlige myndighed har flere måneders behandlingstid.
- Hvis jeg bryder sammen, så er der jo en årsag til det, men det er jo forfærdeligt, at man skal vente på, at en statslig institution den tager så lang tid.
- Jeg ønsker, at mit ansvar skal fjernes, så hun får den hjælp, hun skal have. Jeg kan ikke give hende al den hjælp - det kan de på et plejehjem med demensafsnit, lyder det fra 78-årige Henrik Knudsen
I Alzheimerforeningen er man bekendt med, at der kan være flere måneders ventetid hos Familieretshuset.
- Jeg er blevet bekendt med, at de pt behandler sager fra januar 2024. Det er en lang ventetid, når man står i en akut situation, siger demensfaglig rådgiver i Alzheimerforeningen Lone Rehder og fortsætter.
Fakta om demenssygdom
I Danmark lever cirka 85-90.000 mennesker med en demenssygdom. Heraf har ca. 50.000 Alzheimers sygdom.
Der konstateres ca. 8.000 nye tilfælde af demenssygdom i Danmark hvert år.
I 2040 forventes antallet af personer med demens over 60 år at vokse til 125-150.000.
Pårørende til hjemmeboende personer med en demenssygdom bruger i gennemsnit 6 timer om dagen til pleje og omsorg.
Kilde: Alzheimerforeningen
- Det sætter vores medlemmer i en vanskelig situation. Hvis man har behov for en plejebolig er det ofte sådan, at man har brug for 24 timers pleje eller omsorg, fortæller Lone Rehder.
- Jeg forstår det ikke. Jeg bliver faktisk deprimeret over det og ked af det. Jeg bliver også utrolig sur over, at det er sådan.
Hun er som et treårigt barn
Henrik Knudsen har for fire år siden stiftet gruppen "Optimisterne", hvor demensramte og deres pårørende mødes til forskellige arrangementer. Nogle af de bekendtskaber trækker han på, når han har brug for hjælp. Blandt andet da TV2 Nord var forbi.
- Inge kan ikke tage vare på sig selv. For at sige det rent ud, er hun som et treårigt barn.
- Lige nu sidder to veninder med Inge ude i køkkenet, måske spiller de kort, synger, drikker kaffe eller et lille glas vin, fortæller Henrik Knudsen.
TV2 Nord har været i kontakt med Familieretshuset. De udtaler sig ikke i enkeltsager og stiller ikke op til interview, men har fremsendt et skriftligt svar.
Efter vores henvendelse spurgte Familieretshuset ind til navnet i den konkrete sag, og kort efter er Henrik Knudsens anmodning om at få sat fremtidsfuldmagten i kraft delvist godkendt.
Svar fra Familieretshuset
Vi spurgte til, hvordan processen kan tage flere måneder, hvad de mener er en "rimelig behandlingstid", og hvordan de forholder sig til, at pårørende står med syge ægtefæller, der ikke kan tage vare på sig selv, mens de venter.
"Familieretshuset har de seneste år oplevet en kraftig stigning i indkomne sager både på værgemålsområdet, og også når det gælder ansøgninger om ikraftsættelse af fremtidsfuldmagter. Området er gebyrbelagt, men der er et efterslæb på sager. Derfor er der aktuelt ventetid.
Familieretshuset har dog ansat ca. 20 nye medarbejdere i Værgemål, der netop er startet og er under oplæring. Disse medarbejdere behandler også fremtidsfuldmagtssager"