Udeladt i støjrapport: Henrik frygter gentagelse af stor og dyr fejl
Foto: Thomas Hansen
Henrik Sakstrup er frustreret over ny rapport om støj. Der står ingenting om konsekvenserne af Den Tredje Limfjordsforbindelse.
– Det er skidt. Man skal jo oplyse folk om, hvilke konsekvenser det får, og hvilken støj de får. Og det har de ingen muligheder for at få oplyst i den her trafikhandlingsplan, siger Henrik Sakstrup, der er talsmand for Støj, i Borgerbevægelsen mod Egholmlinjen om den såkaldte Støjhandlingsplan 2024.
Se indslag med kritik af støjrapport:
Om lidt er det for sent
Det handler om at forebygge, mener Henrik Sakstrup. Hvis ikke Aalborg Kommune er oppe på tæerne og allerede nu tænker på, hvad den nye forbindelse får af konsekvenser for trafik og medfølgende støj, kan det blive for sent. Og løsninger efterfølgende kan blive dyre og dårlige for ikke at sige utilstrækkelige, frygter Sakstrup.
– Hvis man skal forebygge, så er kommunen nødt til at forholde sig til indfaldsvejene. For indfaldsveje og det kommunale vejnet er kommunens ansvar, ikke Vejdirektoratet, så det er nu, de skal se på det, inden det er for sent.
Silkeborg skræmmer
Borgerbevægelsen mod Egholmlinjen frygter, at fejl som ved Silkeborgmotorvejen vil blive gentaget i Nordjylland. I Silkeborg tillod kommunen at boligområdet Buskelund blev bygget så tæt på en planlagt motorvej, at man efterfølgende måtte bruge millioner på at bygge støjdæmpende foranstaltninger. Noget der tog næsten et årti, før det stod færdigt. Og i udgangspunktet ville hverken Vejdirektoratet eller Silkeborg Kommune betale regningen.
– Det er langt bedre og mere effektivt at forebygge end at reparere. Og har man først tilladt bebyggelse for tæt på en motorvej, er det for sent. Støjskærme hjælper kun lidt, siger Henrik Sakstrup fra Borgerbevægelsen mod Egholmlinjen.
Aalborg Kommune har fokus på Limfjordsforbindelse
I Aalborg Kommune er de meget opmærksomme på Den Tredje Limfjordsforbindelse og er i fuld gang med at undersøge, hvilke konsekvenser forbindelsen kan få. Men det hører ikke hjemme i en støjhandlingsplan, forklarer kommunen. Det bliver behandlet andre steder.
– I en støjhandlingsplan kigger vi på den nuværende kendte støj og ikke noget, der potentielt kommer i fremtiden. Det kigger vi på i vores øvrige planlægning, og det er også det, vi gør med Den Tredje Limfjordsforbindelse, siger Maria Quvang Harck Vestergaard, der er afdelingsleder i By og Land i Aalborg Kommune.
Hun tilføjer, at de lige nu er ved at kigge på, hvad det er for en trafikfordeling der kommer på de øvrige veje i kommunen som følge af Den Tredje Limfjordsforbindelse.
– Her indgår støj selvfølgelig som en naturlig del, slår Maria Quvang Harck Vestergaard fast.