Helt gak gak: 144 siders kommunalt dokument sendt til babyer
144 siders teknisk gennemgang af vandløbsreguleringer dumpede torsdag ind af døren til Jakob Andersens 11-årige datter.
I Ulsted debatteres det flittigt, at børn ned til ni måneder har fået 250 siders klagevejledning fra Aalborg Kommune.
- Hvad fanden er det - hvem helvede sidder lige i det printerrum og trykker print? Er der slet ikke nogen, der har brugt hovedet og tænkt; hvem er det lige, vi sender til?
Sådan siger Jakob Andersen om det brev, der dumpede ind af døren i går til hans 11-årige datter. Intet mindre end 144 sider med den mundrette titel:
'Fremsendelse af endeligt regulativ og klagevejledning samt dispensation fra naturbeskyttelsesloven og klagevejledning'.
Afsenderen? Aalborg Kommune.
Og det er helt sort, mener Jakob Andersen.
- Det er fuldstændigt sindssygt. Det er i farver med grafer og tabeller, og du skal være kemiingeniør for overhovedet at forstå indholdet. Det er en kæmpe bunke papir, og jeg mindes ikke, jeg har fået sådan en bunke ind af døren før, lyder det fra faderen.
Derfor slog han det op i Facebookgruppen 'Ulsted Borgerforening' for at høre, om hans datter var den eneste, der havde modtaget det lange brev.
- Jeg slog det op for lige at stikke en finger i jorden og finde ud af, hvor mange der egentligt har fået et brev, fortæller Jakob Andersen.
Hverken relevant geografisk eller aldersmæssigt
Men det er det ikke. Jakob Andersen kan tælle 50 børn ud af de kommentarer, der er i opslaget.
I skrivende stund er der 61 kommentarer, og der er eksempler på, at babyer ned til ni og 11 måneder også har modtaget brevet.
Der er endda en forælder, der har modtaget et eksemplar til hver af sine tre børn. Og det kommer oveni de eksemplarer, der er sendt til forældrene. Det er dog ikke et fysisk brev, som dem børnene har modtaget, men et brev i e-boks.
- Det, der pisser mig allermest af, er, at jeg har fået bøder for at køre ind i miljøzonerne i Aalborg, og så laver kommunen sådan et nummer der. Går de op i klimaet eller ej?, spørger Jakob Andersen retorisk.
Men derudover bor Jakob Andersen også knap fire kilometer fra den å, som brevet vedrører. Derfor er det ikke kun den unge målgruppe, som brevet er sendt til, han anfægter.
- Brevet er ikke relevant for os, fordi åen ikke er relevant for os.
TV2 Nord har været i kontakt med by- og landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune, der er afsender på brevet. Ifølge dem er der sket en teknisk fejl, som gør, at brevet er sendt for bredt ud.
Forvaltningen er ved at danne sig et overblik over situationen og er ved at evaluere, hvad der er gået galt.
Ifølge kilder TV2 Nord har talt med, er der også børn i Gåser og Holtet, der har modtaget brevet.