Helenius udlejes til Silkeborg I.F
Foto: Henning Bagger, Scanpix
Rygterne har svirret, men nu bliver det endelig bekræftet. Den 25-årige angriber Nicklas Helenius bliver udlejet til Silkeborg I.F.
Med øjeblikkelig virkning har AaB udlejet Nicklas Helenius til Silkeborg I.F. Det betyder, at han resten af den indeværende sæson, hvor han også har kontraktudløb i AaB, er at finde i det midtjyske.
AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde udtaler:
- Som afslutter er Helenius’ evner uomtvistelige, og han har stadig topscorerpotentiale, men desværre har vi i fællesskab ikke kunnet forløse dette efter Nicklas’ hjemkomst, hvorfor begge parter så det som en optimal løsning, da Silkeborg henvendte sig, siger Allan Gaarde.
Helenius har haft en imponerende statistik med mere end 50 mål for den aalborgensiske klub.
- Med et ønske om al mulig held og lykke i sin fortsatte karriere vil vi gerne takke Nicklas for hans store indsats for AaB igennem flere sæsoner. Det vil aldrig blive glemt i Nordjylland, fortæller sportsdirektøren.
Nicklas Helenius opnåede 164 officielle kampe og hele 52 scoringer for Hele Nordjyllands Hold, hvortil han kom som ungdomsspiller fra samarbejdsklubben Svenstrup-Godthåb I.F.
- Jeg ved, at jeg stadig kan lave mål, men jeg trænger til, at der er nye øjne, som kigger på mig, og jeg er nået til den erkendelse, at jeg nok ikke passer så godt ind i AaB’s spillestil længere, som jeg gjorde, inden jeg tog til England, konstaterer Nicklas Helenius.
Helenius vendte forud for forrige sæson tilbage til AaB efter et mindre vellykket ophold i engelske Aston Villa, men i anden omgang er det aldrig lykkedes Helenius at finde tilbage til det niveau, der i sin tid gjorde ham til en af AaBs største profiler.