Helenius scorede, da AaB endelig vandt
Foto: Jesper Christiansen
Nicklas Helenius udlignede for AaB i 1. halvleg
AaB hentede en længe ventet sejr i den sidste træningskamp på træningslejren i Spanien, da norske Sogndal blev besejret med 5-3.
Sejren var AaBs første sejr i fem forsøg i 2023. De første fire træningskampe er endt med to nederlag og to uafgjorte kampe.
AaB stillede med en række reserver i kampen mod Sogndal fra den næstbedste norske række, og i silende regn på anlægget i Oliva i det sydlige Spanien åbnede AaB kampen bedst. Younes Bakiz bragte AaB på 1-0 efter små 10 minutters spil.
Regnen over Oliva betød, at kampen måtte udsættes næsten en time, da den oprindelig bane ikke kunne benyttes, så kampen måtte flyttes til en nærliggende træningsbane.
Normænd foran
Sogndal havde ikke mange forsøg på AaBs mål i kampens begyndelse, men en dødbold i højreside gav Sogndal en løs mulighed efter et kvarters spil, og så var der balance i stillingen.
Nogle minutter senere kom nordmændene også foran, Emauel Grønner scorede på straffespark. Nicklas Helenius, som under træningslejren i Spanien har døjet med en mindre skade, var med fra start i dag, og han fik med sit første mål for AaB siden sin retur til klubben, udlignet til 2-2.
Sogndal kom foran igen kort tid før pausen, da Sondre Ørjasæter passerede Josip Posavec i AaB-målet. Posavec var valgt som starter i målet på bekostning af unge Theo Sander. Han kom dog på banen i 2. halvleg og fik de sidste 30 minutter i AaBs mål.
10 minutter inde i 2. halvleg udlignede Allan Sousa for AaB, og i de sidste 10 minutter fik AaB hevet sæsonens første sejr i hus. Først scorede Jeppe Pedersen til 4-3 og få minutter før tid gjorde Marco Ramkilde det til 5-3.
Kampen var AaBs sidste på træningslejren i Spanien. AaB-truppen vender torsdag retur til Danmark, og på lørdag spiller de den sidste træningskamp, inden superligapremieren mod AGF. Her møder AaB Vendsyssel.