Havareret lastbil skaber lange køer på E45
Trafikken holder stille fra Humlebakken til Øster Uttrupvej på E45 tirsdag morgen.
Bilister på E45 ved Aalborg skal tirsdag morgen forberede sig på noget af en opbremsning på vej mod Limfjordstunnelen. En havareret lastbil på afkørsel 24 ved netop Øster Uttrupvej har nemlig skabt lange køer i begge spor ned ad motorvejen.
- Lastbilen har holdt der cirka en time og har spærret for, at bilister kunne komme af ved afkørsel 24. Det har altså givet nogle trafikale problemer og skabt nogle ganske lange køer, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Per Vagn Nielsen.
Lastbilen er dog ikke kørt galt på grund af det glatte føre, som man ellers kunne få en mistanke om på grund af dagens vejr. Derimod nævner Per Vagn Nielsen, at lastbilen har mistet luften i hele den ene side.
Vagtchefen mener dog, at trafikproppen er ved at løsne sig selv.
- Vi kan se på overvågningen, at de biler, der holder i kø for at komme af motorvejen, er trukket ind i nødsporet. Og det giver de andre bilister plads til lige så stille at liste forbi, siger Per Vagn Nielsen.
Han fortæller videre, at der bliver arbejdet på at flytte lastbilen - og at den vil være væk inden for en overskuelig fremtid.