Har du også undret dig: Ballon er en radio-happening
Radio24syv benytter Socialdemokratiets kongres i Aalborg til at sende markant ballon i vejret.
Folk, der har passeret området i og omkring Aalborg Kongres og Kulturcenter lørdag har sandsynligvis fået øje på noget, der ikke er, som det plejer at være; nemlig en markant ballon, der lørdag formiddag blev sendt i vejret.
Ballonen tilhører Radio24syv og forestiller efter sigende den socialdemokratiske statsminister Mette Frederiksens særlige rådgiver Martin Rossen. En mand, der siges at have stor indflydelse på Socialdemokratiet og regeringen.
Rossen-ballonen blev første gang hejst af Radio24syvs politiske satiremagasin ”Den Korte Radioavis” i anledningen af programmets sæsonpremiere tidligere på måneden.
Kæmpedukken har i den ene hånd en rangle af en slags og i den anden en hånddukke, der skal forestille statsminister Mette Frederiksen.