Hård kritik af besparelser: - Det er noget makværk
Medlem af Forældrebevægelsen "HvorErDerEnVoksen" Rikke Thrane var tirsdag morgen i dialog med borgmesteren i Aalborg Kommune. Foto: Jenifer Daniela Laursen
De fremmødte 23 foreninger langer kraftigt ud efter de planlagte besparelser i Aalborg Kommune.
- Vi er dybt, dybt bekymrede over de besparelser, der er bebudet på alle forvaltningsområder. Det kommer til at gå ud over alle nære velfærdsområder, fra de helt små til de helt gamle til folk med særlige behov.
Sådan lyder det fra Rikke Thrane, der som medlem af Forældrebevægelsen "HvorErDerEnVoksen" var med tirsdag morgen klokken 8-8.45 til at demonstrere mod de planlagte besparelser i Aalborg Kommune.
- Vi havde lyst til, at de skulle huske på os, når de sidder derinde og skal træffe ret vigtige beslutninger, siger hun om de omkring 300 millioner kroner, kommunen skal spare - blandt andet på ældre-, børne-, unge- og skoleområdet.
Vores opgave at råbe op
Ud over forældrebevægelsen var også repræsentanter fra 23 forskellige foreninger til stede under demonstrationen foran Hotel Scandic ved Gigantium i det østlige Aalborg.
Se billederne: Demonstranter råber politikere op forud for budgetmøde:
Dansk Sygeplejeråd var også en af foreningerne, som tirsdag morgen mødte op:
- Det er vigtigt, vi gør politikerne opmærksomme på vores utilfredshed, og vi repræsenterer jo et bredt udvalg af interesseorganisationer og faglige organisationer, der er helt tæt på de borgere, som bliver ramt af de her besparelser. Og hvis vi ikke skal råbe op, hvem skal så?, spørger Bodil Lausten retorisk.
Hun er næstforkvinde i sygeplejerådets Kreds Nord.
Den kritiske holdning til det kommende skrabede budget deler Pia Grabe, der er medlem af foreningen Faglig Senior i Aalborg:
- Det her budget duer overhovedet ikke til noget inden for ældreområdet - og generelt, jo. For alle vores velfærdssamfund er det her noget makværk, siger hun.
Hos borgmesteren i Aalborg Kommune var forståelse for demonstranterne stor - men pengepungen ikke nødvendigvis åben.
- Hvis man interesseret sig for andre mennesker, så bliver man selvfølgelig påvirket af, hvad de har af holdninger, men jeg går også ind med mine ideer om, hvordan forliget skal landes, siger Lasse Frimann Jensen (S).
Aalborg Kommune skal spare op mod 300 millioner kroner. Der er lagt op til besparelser på flere områder i hele kommunen – blandt andet reduktion af medarbejdere og lukninger af flere skoler.
VIDEO: Se tirsdagens demonstration: