Håndsprit er yt: Forbrug i storcenter er faldet mere end 90 procent
Professor Jens Lundgren vurderer, at 20 til 30 procent af befolkningen lige nu er ramt af sygdom.
Bliv hjemme, hvis du er sløj. Hold afstand. Og brug håndsprit.
Det er alle sammen gode råd fra Corona-tiden, som sundhedseksperter anbefaler, vi holder fast i. Særligt lige nu, hvor op imod 30 procent af danskerne er ramt af sygdom.
Men noget tyder på, at vi er faldet tilbage i gamle uvaner.
I Aalborg Storcenter er der cirka 25 håndspritautomater fordelt på fire indgange, toiletterne og på centergaderne. Derudover kommer alle dem, butikkerne i centeret selv står for.
Automaterne bliver tjekket efter dagligt, men der er ingen risiko for, at de løber tør.
- Vi er gået fra at bruge cirka 10 liter håndsprit om dagen, til at vi nu bruger fem liter om ugen, fortæller driftschef Claus Münster.
'Man tænker ikke over det længere'
Tirsdag er storcenteret fyldt med julegaveindkøbene nordjyder.
Hvis statistikken holder, slæber lidt under hver tredje handlende rundt på en eller anden virus. Alligevel er der stort set ingen, der svinger hånden ind under en af de opsatte spritautomater.
- Altså jeg må indrømme, jeg kigger faktisk slet ikke efter det længere, fortæller Jonas Holst fra Hjørring.
- Selv om man går ind sådan et stort sted som her, hvor der er alle de mennesker rundt omkring, tænker man slet ikke over det længere. Der er jo heller ingen, der går med mundbind mere, fortsætter han.
Husk forholdsreglerne
Jens Lundgren, der er professor i infektionssygdomme ved Rigshospitalet, sagde mandag til TV2, at vurderingen er, at 20 til 30 procent af befolkningen lige nu er ramt af sygdom.
Og flere sundhedseksperter er enige om, at vi bør støve nogle af de gode forholdsregler fra Corona-tiden af: blive hjemme, når du føler dig sløj. Hold afstand og host i albuen. Og brug håndsprit.
Men den manglende lyst til at lange lappen ud efter et skvæt håndsprit får ikke Aalborg Storcenter til at genoverveje deres placering af automaterne.
- Nej, det gør det ikke. Vi kunne godt være mere aggressive, og få det helt ud i hovedet af folk igen, men jeg tror mere det handler om oplysning – og så lige at huske de gode vaner, fortæller Claus Münster.
- Vi har i hvert tilfælde sprit, der er til fri afbenyttelse. Og det vil vi blive ved med at have.
Du kan se hele indslaget om brugen af håndsprit herunder: